Rambøll har stadig vokseværk

Rådgiverkoncernen voksede globalt med 1.000 nye medarbejdere og rundede dermed 11.000 ansatte - heraf 3.200 i Danmark.
Koncernchef i Rambøll Gruppen, Jens-Peter Saul. Pressefoto.
Koncernchef i Rambøll Gruppen, Jens-Peter Saul. Pressefoto.

Rambøll Gruppen opnåede en omsætning på 4,2 mia. kr. i 2014. Det svarer til en samlet vækst i omsætningen på fem procent i forhold til samme periode sidste år. Væksten skyldtes primært en organisk vækst på fire procent for hele virksomheden, hvortil særligt forretningerne i Danmark, Storbritannien, Finland, Norge, New Markets og Energi bidrog.

Driftsresultatet før goodwillafskrivninger (EBITA) blev på 170 mio. kroner sammenlignet med 156 mio. kroner i samme periode 2013.

– Samlet set lever vores finansielle præstation i årets første seks måneder op til vores forventninger og indikerer, at vi er godt på vej, siger koncernchef i Rambøll Gruppen Jens-Peter Saul.

Solidt resultat i Danmark

I Danmark opnåede Rambøll et solidt resultat i årets første halvår. Blandt de danske forretningsenheder steg omsætningen således med cirka 100 millioner kroner til 1,6 mia. kroner, mens driftsresultatet før goodwillafskrivninger (EBITA) landede på 127 mio. kroner i perioden mod 104 mio. kroner året før. Resultatet betød, at driftsmarginalen i Danmark voksede til 8,2 % i H1 2014 (7,1 % i H1 2013).

Fokus på vækst

På medarbejdersiden voksede Rambøll globalt med ca. 1.000 medarbejdere siden udgangen af 2013. Cirka 650 nye kollegaer kom til virksomheden gennem akkvisitioner og yderligere 350 gennem organisk vækst. Det betyder, at Rambøll nu har over 11.000 medarbejdere. Alene i Danmark blev det til 180 nye kolleger, således at Rambøll i alt har 3.200 ansatte i Danmark.

I Finland overtog Rambøll betydelige dele af Pöyrys aktiviteter inden for byggeri og projektledelse og er dermed landets største rådgivende ingeniørvirksomhed. Rambøll har endvidere forstærket sin position på det tyske marked med opkøbet af management rådgivningsvirksomheden Putz & Partner i Hamburg. Opkøbet indebærer tilførsel af 100 nye medarbejdere syd for grænsen med en stærk profil inden for rådgivning til den private sektor samt en ny vigtig kundekreds inden for energi.

Styrket konkurrenceevne

For at forbedre virksomhedens konkurrenceevne har Rambøll taget en række vigtige skridt til at opbygge virksomhedens Global Engineering Center i Delhi, Indien.

– Vores Global Engineering Center vil gøre det muligt for os at vinde flere projekter og dermed bidrage til at styrke vores position i hjemmemarkedet, siger Jens-Peter Saul.

Blandt de største projekter, som Rambøll vandt i første halvår af 2014 er Helsinki Hovedbibliotek samt miljøvurdering og rådgivning om transportsystemet i forbindelse med etableringen af den kommende letbane langs Motorring 3 omkring København. Rambøll vandt ligeledes projekteringen af substrukturen på Culzean-feltets brøndhovedplatform i Nordsøen. Platformen, der står på 90 meter vand, er et betydeligt projekt i Maersk Oil’s Culzean felt og den største Rambøll har designet i Nordsøen.

Relateret indhold