Rådgiver rykker ind hos Cowi

Den 1. februar samler Cowi og Institut for Center-Planlægning kræfterne i Kongens Lyngby og styrker derved rådgivningen ift. at skabe byer, der fungerer godt for både detailhandel, erhvervsliv og borgere.
Næste uge flytter Institut for Center-Planlægning til Kongens Lyngby nord for København. Arkivfoto: PR:
Næste uge flytter Institut for Center-Planlægning til Kongens Lyngby nord for København. Arkivfoto: PR:

I over 50 år har Institut for Center-Planlægning – også kendt som ICP – leveret utallige detailhandelsanalyser, etableringsstrategier, lokaliseringsanalyser, kundeanalyser, projektvurderinger, udviklingsplaner osv. til detailhandelsbranchen.

Den 1. februar samles alle disse kompetencer i Cowi og under samme tag i rådgiverens hovedkontor nord for København. Derved får kunderne let adgang til helhedsorienteret strategisk rådgivning inden for byplanlægning og byudvikling i allerbredeste forstand.

Og det glæder Helle Vang Andersen, der er divisionsdirektør i Cowi:

– Øverst på Cowis agenda står, at vi skal hjælpe vores kunder med at skabe bæredygtige samfund, som det er godt at bo, leve og arbejde i, og det gør vores ingeniører og arkitekter og vores samfundsfaglige og naturfaglige eksperter hver eneste dag. Med ICP får vi nu også kolleger med et stærkt merkantilt afsæt for at rådgive om, hvordan man skaber byer, der fungerer godt for både detailhandel, erhvervsliv og borgere. Det kommer vores kunder i f.eks. byggebranchen, detailhandelsbranchen og i kommuner til at nyde godt af.

Divisionsdirektøren fortæller videre, at det blandt andet bliver interessant at kombinere ICP’s dybe indsigt i detailhandelsbranchens behov med Cowis Smart City-data om demografisk udvikling, befolkningsprognoser og realtidstrafik.

Fremtidssikrede kommune- og lokalplaner

Administrerende direktør Per Nyborg, der har stået ved roret siden 1979, er glad for den fremtid, der tegner sig i Cowi-regi:

– Jeg og mine kolleger fra ICP kommer ind i en virksomhed med stærke værdier og tårnhøje ambitioner for bæredygtighed, og dem deler vi. Cowi står også stærkt inden for grøn omstilling, og koblet med ICP’s ekspertviden om forbrugeradfærd, e-handel og udvikling af kommercielle miljøer åbner der sig spændende muligheder for at hjælpe blandt andet vores offentlige kunder med at udarbejde fremtidssikrede kommuneplaner og lokalplaner.

Et stort plus for byggekunder

Også når det handler om planlægning og programmering af byggeriprojekter med bylivsfunktioner, er der tale om et godt match, vurderer Helle Vang Andersen:

– Her er der især synergier at hente i et samspil mellem ICP og Cowis arkitektvirksomhed Arkitema, hvor ICP’s kommercielle forståelse for, hvad der tiltrækker handlende og erhvervsdrivende kan blive et stort plus for kunder i byggesektoren.

Relateret indhold