Rådgivende ingeniører øger overskuddet

Der er solid vækst og styrket produktivitet i den rådgivende ingeniørbranche. Det er konklusionerne i den nye branchebeskrivelse, som Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI, netop har udarbejdet.
FRI melder om højt aktivitetsniveau og flot fremgang hos medlemsvirksomhederne. Foto: Colourbox.
FRI melder om højt aktivitetsniveau og flot fremgang hos medlemsvirksomhederne. Foto: Colourbox.

De rådgivende ingeniørvirksomheder satte i 2014 ny omsætningsrekord i Danmark og internationalt. FRI’s brancheundersøgelse viser, at branchens samlede omsætning i de danske selskaber i 2014 var på 12,2 mia. kr., mens den i 2013 var 11,5 mia. kr.

– Den rådgivende ingeniørbranche har for fjerde år i træk øget omsætningen i de danske selskaber. Omsætningen steg i 2014 med 5,7 procent sammenlignet med året før, mens overskudsgraden steg fra 6,1 pct. til 6,7 pct., siger administrerende direktør for FRI, Henrik Garver, i en pressemeddelelse.

Det er af afgørende vigtighed, at vores rammebetingelser hele tiden bliver bedre, og et langt stykke hen ad vejen er der god sammenhæng mellem udviklingen af en mere effektiv og mindre bureaukratisk samfundsmodel og bedre rammebetingelser for rådgivende ingeniørvirksomheder.

Henrik Garver Administrerende direktør, FRI

En af forklaringerne på den stigende overskudsgrad skal først og fremmest findes i faldende personaleomkostninger.

– Undersøgelsen viser, at branchen generelt er blevet mere effektiv og udnytter de efterhånden sparsomme ingeniørressourcer bedre, og det viser sig på virksomhedernes bundlinje i form af en stigende overskudsgrad. Det er vigtigt, at virksomhederne er effektive – især når der i stigende grad skal konkurreres med udenlandske virksomheder både herhjemme og i udlandet. Det er også kommet til udtryk ved en fortsat konsolidering, både i Danmark og internationalt, siger Henrik Garver.

Vækst i udlandet

Hertil kommer, at branchen klarer sig godt i udlandet. Eksportomsætningen fra Danmark udgør ca. 2,3 mia. kr. svarende til 19 pct. af den samlede brancheomsætning. Hertil kommer omsætningen i udenlandske datterselskaber, der i 2014 var på 9,0 mia. kr. Det er en fremgang på 2,3 pct. i forhold til 2013.

– FRI-branchen er en af de mest internationale brancher i Danmark. Det illustrerer den samlede internationale omsætning med al tydelighed. Branchen under ét omsætter for 11,3 mia. kr. rådgivningsydelser i udlandet og for 9,9 mia. kr. rådgivningsydelser i Danmark. 2013 var en milepæl, hvor den internationale omsætning blev større end den danske. I 2014 er denne forskel blevet større, og med den ekspansion, som de danske rådgivende ingeniørvirksomheder har foretaget sidst i 2014 og i foråret 2015, vil udviklingen blive endnu mere tydelig, når vi ser på regnskaberne for 2015, siger Henrik Garver og fortsætter:

– Der er ingen tvivl om, at kombinationen af et godt og stærkt hjemmemarked og stor erfaring med opgaver i udlandet giver branchen en god robusthed og gør den mindre følsom over for de konjunktursvingninger, der kan forekomme i enkelte lande. Men det er af afgørende vigtighed, at vores rammebetingelser hele tiden bliver bedre, og et langt stykke hen ad vejen er der god sammenhæng mellem udviklingen af en mere effektiv og mindre bureaukratisk samfundsmodel og bedre rammebetingelser for rådgivende ingeniørvirksomheder.

FRI-direktøren pointerer i den forbindelse vigtigheden af lettere adgang til udenlandsk arbejdskraft, styrket fokus på naturvidenskab og teknik i grundskoler og på ungdomsuddannelser, privatisering af den tekniske byggesagsbehandling, opgør med landinspektørvirksomheders monopol og en øget brug af outsourcing i forsyningsvirksomhederne.

Relateret indhold