Privat- og friskolerne har de seneste år haft en massiv fremgang. Konkurrencen skolerne imellem er skærpet, og det får dem til at opprioritere faciliteterne i kampen om eleverne, og det mærkes i byggebranchen. Blandt andet hos entreprenøren Dansk Halbyggeri A/S, der er specialiseret i at opføre idræts- og multihaller. Det oplyser Dansk Halbyggeri i en pressemeddelelse.
– Vi oplever en øget efterspørgsel fra privatskoler, friskoler og efterskoler, som ønsker nye, forbedrede faciliteter. Det er især idrætshaller og multihaller, der får et løft – ofte foranlediget af den nye skolereform. Desuden specialiserer flere af skolerne sig i sport. Men vil man profilere sig som en moderne skole med sport på skemaet, duer det simpelthen ikke, at idrætshallen halter. De haller, vi opfører, er alle moderne og funktionelle med plads til både idræt og fritidsaktiviteter, siger adm. direktør Mogens Laustsen, der også fortæller, at Dansk Halbyggeri aktuelt er i dialog med fire privat- og friskoler.
Vi oplever en øget efterspørgsel fra privatskoler, friskoler og efterskoler, som ønsker nye, forbedrede faciliteter.
Mogens Laustsen Adm. direktør
Medvind for privatskolerne
Dansk Halbyggeri oplyser, at ifølge formand for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, skyldes åbningen af de mange nye skoler dels skolesammenlægninger grundet et faldende børnetal i de tyndt befolkede områder af landet, og dels den omstridte skolereform, som har været med til at få både lærere og forældre op af stolen. Forældrene er blevet mere kritiske og opsøgende, når det gælder skolevalg for deres børn, og det har medført den skærpede opmærksomhed på de udbudte faciliteter for at trække eleverne til.