Private bygherrer skal hjælpe hovedstaden med alment byggeri

Ny opgørelse viser, at private bygherrer opfører de dyre ejerboliger langt hurtigere end de tiltrængte almene boliger. For at vende udviklingen vil overborgmesteren indgå partnerskab med private bygherrer.
De private bygherrer skal bidrage til en blandet boligmasse i København , mener Lars Weiss. Foto: Københavns Kommune.
De private bygherrer skal bidrage til en blandet boligmasse i København , mener Lars Weiss. Foto: Københavns Kommune.

Om forslaget

  • Overborgmesterens forslag om et partnerskab med den private byggebranche ventes behandlet på Borgerrepræsentationens møde 25. marts.
  • Hvis forslaget vedtages, vil Økonomiforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen begynde arbejdet med at etablere partnerskabet.
  • Den almene boligsektor har som formål at stille gode boliger til en rimelig husleje til rådighed for alle, samt at give beboerne indflydelse på egne boligforhold.
  • Det er bestemt ved lov, at huslejen i almene boliger reguleres efter, hvad det reelt koster at bygge og derefter drive boligen. Derfor ligger huslejerne i nyere almene boliger i gennemsnit 24 procent under huslejen i nyere privat udlejningsbyggeri, og derfor holder huslejen sig over tid i ro sammenlignet med det private udlejningsmarked.
  • Almene boliger udgør i dag cirka 20 procent af det københavnske boligmarked.

Nye boligområder med tusindvis af lejligheder og rækkehuse skyder op over alt i København. Men en opgørelse fra Københavns Kommunen viser nu, at de private bygherrer ofte sylter byggeriet af de almene boliger og i stedet opfører de mere lukrative private boliger først.

Overborgmester Lars Weiss (S) opfordrer derfor bygherrerne til at få sat fart på byggeriet af de almene boliger:

– København skal være en blandet by for alle, så det er alfa og omega, at vi får flere gode boliger, der er til at betale for folk med almindelige indkomster. Det går simpelthen ikke, at private bygherrer udskyder byggeriet af de almene boliger i en tid, hvor der er akut mangel på boliger til rimelige priser i København, siger Lars Weiss (S).

Kommunens opgørelse omfatter alle lokalplaner, hvor Københavns Kommune i dag har gjort brug af det såkaldte almenboligkrav, som betyder, at kommunen kan kræve, at hver fjerde nye bolig i et område bliver almen. Almenboligkravet er anvendt i 28 lokalplaner, hvoraf det i størstedelen er private aktører, der ejer grundene.

Kigger man alene på de 12 af lokalplanerne, hvor der er byggeaktivitet, og hvor grundene samtidig ejes af private aktører, viser det sig, at den private bygherre samlet set har søgt og fået en ibrugtagningstilladelse eller byggetilladelse til 52 procent af de private etagemeter i lokalplanerne, mens det kun gælder for 19 procent af de almene etagemeter. Det svarer til, at der kun er kommet gang i byggeriet af cirka 30.000 ud af de cirka 158.000 almene etagemeter, som lokalplanerne giver mulighed for.

Partnerskaber kan ændre balancen

Overborgmesteren kalder udviklingen uholdbar og foreslår et partnerskab med blandt andet pensionskasser, andre private grundejere og ejendomsudviklere, som ejer en stor del af byudviklingsområderne i København. Blandt andet for at sætte fokus på problemet og skabe et forum, hvor parterne kan finde fælles løsninger.

– Det er tydeligt for de fleste, at vi er bagefter med at få opført de almene boliger. Men det er alligevel vildt, at vi nu kan se sort på hvidt, at det syltes til fordel for det dyre, private byggeri. Det er ganske enkelt ikke holdbart, hvis vi ønsker boliger, der kan betales af almindelige lønninger, siger Lars Weiss og fortsætter:

– Derfor foreslår jeg nu, at vi indgår et partnerskab med pensionskasserne, andre private grundejere og developere, så vi sammen kan finde en løsning og få sat mere skub i det almene byggeri.

Partnerskabet er et supplement til en række andre tiltag, som er igangsat på området. Blandt andet er Københavns Kommune i dialog med staten om at ændre lovgrundlaget, så det bliver muligt for kommunen at give betingede byggetilladelser, så bygherrer kun får lov at bygge private boliger under forudsætning af, at de også bygger de almene boliger nogenlunde samtidig.

Relateret indhold