Positive jobtendenser i små byggevirksomheder

Der var i første kvartal en vækst på 26 pct. i forhold til året før i antallet af ledige stillinger, og det er de små byggevirksomheder, som trækker snittet op.
Der er flere og flere ledige stillinger - blandt andet i de mindre virksomheder i bygge- og anlægsbranchen. Foto: Colourbox.
Der er flere og flere ledige stillinger - blandt andet i de mindre virksomheder i bygge- og anlægsbranchen. Foto: Colourbox.

Når økonomien er i vækst og ledigheden falder, så udgør de ledige stillinger en stigende andel af det samlede arbejdsmarked.

– Det er så småt begyndt at gå den rigtige vej igen på arbejdsmarkedet og i samfundsøkonomien, og de nye tal for antal ledige stillinger er et vidnesbyrd herom, siger cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Byggeri.

De små er rygraden

Tal fra Danmarks Statistik viser, at antallet af ledige stillinger i 1. kvartal 2014 voksede med 4.800 i forhold til sidste år og landede på ca. 23.000 ledige stillinger. Det svarer til 1,5 pct. af det samlede private arbejdsmarked. Andelen opgøres som antallet af ledige stillinger i forhold til summen af ledige og besatte stillinger.

Bygge- og anlægsbranchen ligger samlet set nogenlunde på landsgennemsnittet med jobåbninger svarende til 1,3 pct. af branchens beskæftigelse, mens det er i servicesektoren, der er relativt flest ledige stillinger.

– Til gengæld er der i den senere tid sket en markant vækst i antal jobåbninger i de helt små byggevirksomheder med mellem 0 og 9 ansatte. Her udgjorde de ledige stillinger pæne 2,7 pct. af beskæftigelsen i 1. kvartal 2014. De små lokale byggevirksomheder udgør rygraden i bygge- og anlægsbranchen – og netop disse virksomheder har stor gavn af BoligJobordningen og har også haft stigende aktivitet med udbedring af stormskader, siger cheføkonom Bo Sandberg.

En ny tendens

Dansk Byggeri forventer, at beskæftigelsen i bygge- og anlægsbranchen stiger til 146.500 personer i 2014, men falder igen til ca. 143.000 i 2015.

Bo Sandberg hæfter sig afslutningsvis ved, at der så småt er kommet mere gang i hjulene i alle de fem regioner.

– Det er en ny tendens, at de ledige stillinger nu udgør en andel på over 1 pct. af den samlede beskæftigelse i samtlige af landets fem regioner. Tidligere har både Region Nordjylland og Region Syddanmark haft et mere fastlåst arbejdsmarked og er derfor haltet efter i den statistik, siger Bo Sandberg.

Relateret indhold