Parterne går sammen om at brande el-branchen

Dansk El-forbund og Tekniq Arbejdsgiverne står sammen om nyt fremstød.
Niels Jørgen Hansen er administrerende direktør hos Tekniq Arbejdsgiverne. Pressefoto.
Niels Jørgen Hansen er administrerende direktør hos Tekniq Arbejdsgiverne. Pressefoto.

En fælles kampagne fra arbejdsgivere og fagforening henvender sig til beslutningstagere, byggebranchen og private i en ny kampagne, der skal brande branchen.

Kampagnens omdrejningspunkt er en brandingfilm, der de kommende måneder vil blive vist på de sociale medier og via annoncering på en række nyhedsmedier samt medier for bygge- og installationsbranchen.

Filmen viser elektriske og intelligente installationer bag facaden gennem en elektrikers fortælling.

– El-branchen er inde i en rivende udvikling. Vi gør bygningerne mere energieffektive, vi sikrer indeklimaet på landets folkeskoler, og vi automatiserer industrien, også med den nyeste robotteknologi. Det er intelligente løsninger, der gør hverdagen nemmere og skaber vækst. Vi er med til at styre Danmark ind i den teknologiske fremtid, og det vil vi gerne sætte fokus på, forklarer Niels Jørgen Hansen, administrerende direktør, Tekniq Arbejdsgiverne.

Forbundsformanden for Dansk El-Forbund Jørgen Juul Rasmussen uddyber:

Forbundsformanden for Dansk El-Forbund Jørgen Juul Rasmussen. Pressefoto.
Forbundsformanden for Dansk El-Forbund Jørgen Juul Rasmussen. Pressefoto.

– El-branchen er med til at bringe Danmark ind i en grønnere fremtid. Virksomhederne og elektrikerne kan godt ranke ryggen. Vi leverer både det kendte traditionelle installationsarbejde, men også mange moderne intelligente løsninger der ofte er gemt bag facaden. Så man skal vide det, for at kunne se det. Det er det, vi kan, og det er de løsninger, vi kan rådgive om. Nu går vi så i fællesskab i gang med at fortælle den gode historie om el-branchen til både hr. og fru Danmark, beslutningstagere og byggebranchen, siger Jørgen Juul Rasmussen.

El-branchen omfatter i dag omkring 1.500 virksomheder med i alt cirka 30.000 medarbejdere. De to organisationer står bag elektrikeruddannelsen og efteruddannelsen for elektrikere.

Relateret indhold