Pæn omsætningsvækst i byggeri og anlæg

Sidste år var byggeriet en af højdespringerne, når det kommer til vækst i omsætning.
Bo Sandberg, cheføkonomi i Dansk Byggeri. Foto: Ricky John Molloy.
Bo Sandberg, cheføkonomi i Dansk Byggeri. Foto: Ricky John Molloy.

Ifølge Danmarks statistik omsatte byggeri- og anlæg sidste år for 276 milliarder kroner i Danmark alene. Det er 16,8 milliarder kroner mere end i 2017, der i forvejen var et godt år.

Stigningen er altså på 6,5 procent fra 2017 til 2018.

– Især byggeriet af nye boliger gav høj aktivitet i 2018, understøttet af en solid bund af renoveringer. Men udsigten til langt færre vej- og baneprojekter trækker i modsat retning. Vi forventer en fortsat vækst i omsætningen i år, men i et mere udfordret marked, så væksten i år kommer næppe over fem procent, siger Dansk Byggeris cheføkonom Bo Sandberg i en pressemeddelelse.

Det samlede erhvervsliv var ikke helt ligeså godt med. Her var der en vækst på 2,6 procent.

Lave forventninger til 2019

I år forventer Dansk Byggeris cheføkonom dog, at der bliver skruet lidt ned for væksten i byggeri- og anlægssektoren.

– På den ene side er der mange byggevirksomheder, som har svært ved at få medarbejdere. Det er ikke en udfordring, som går væk af sig selv, blot fordi toppen bliver taget af tempoet. På den anden side er der anlægsvirksomheder, som må drosle ned for medarbejderstaben, mens vi venter på en infrastrukturplan, siger cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Byggeri.

Relateret indhold