– Kontorejendommen har en meget attraktiv og central beliggenhed midt i København, og ejendommen er funktionel fra dag et og med gode lejere, som vi ser frem til at samarbejde med.
Sådan siger chief investment manager i Danica Ejendomme, Frederik Falck, om købet af kontorejendommen på syv etager og knap 14.000 m2, som bliver føjet til Danica Ejendommes portefølje af erhvervsejendomme den 1. december.
– Som investor og nye ejere er vi meget tilfredse med investeringen, der fra start giver et positivt afkast til Danicas pensionskunder, siger Frederik Falck.
Siden en ny investeringsstrategi blev meldt ud sidste efterår har Danica Ejendomme frasolgt 10 bolig- og erhvervsejendomme, som ikke passer ind i investeringsstrategien.
– Vores strategi er, at vi på den ene side trimmer vores portefølje og skiller os af med ejendomme, som er for små og tunge at administrere for en stor investor som os og som geografisk er spredt rundt i landet. På den anden side vil vi gerne øge andelen af ejendomme i de større danske byer, hvor der er stor efterspørgsel. Det, mener vi, vil give vores pensionskunder det bedste langsigtede afkast, siger Frederik Falck.