– De danske forretningsenheder skabte fortsat vækst og gode resultater i 1. kvartal, siger koncernchef Henrik Mielke på baggrund af det netop offentliggjorte kvartalsregnskab fra MT Højgaard Holding.
– Aktiviteten i koncernen var høj trods et lavere tempo i markedet. Vi sikrede et godt afkast af den investerede kapital og styrkede både pengestrømme og likviditet. Samtidig har vi intensiveret restruktureringen af de internationale aktiviteter, tilføjer han.
Regnskabet viser, at omsætningen steg 27 % til 2,3 mia. kroner efter tocifret vækst i de danske forretningsenheder.
Læs også: Borgmester forudser konkurs: Frygter stop for planlagte byggeprojekter
Driftsresultatet før særlige poster steg 23 % til 42 mio. kroner – igen efter god fremdrift i de danske forretningsenheder, især MT Højgaard Danmark.
Derimod fik MT Højgaard International et driftsunderskud på -19 mio. kroner, og det oplyses, at restruktureringen af aktiviteterne i Grønland er intensiveret efter tab på igangværende entreprisesager.
Resultatet før skat af fortsættende aktiviteter blev fordoblet til 18 mio. kroner.
Desuden steg afkastet af investeret kapital (ROIC) i tråd med de finansielle ambitioner til 21,6 %, ligesom at pengestrømmene fra driften steg til 44 mio. kroner – hvilket er en forbedring på 58 mio. kroner.
Den rentebærende gæld blev nedbragt til 534 mio. kroner fra 700 mio. kroner ved udgangen af 1. kvartal 2022.
Ordrebeholdningen stiger til 15,7 mia. kroner
I kvartalsregnskabet gør ordreindgangen sig særligt bemærket:
Trods faldende efterspørgsel i det danske bygge- og anlægsmarked var den på 4,1 mia. kroner, hvilket er 130 % højere end i 1. kvartal 2022. Fra koncernen lyder, at strategiske byggepartnerskaber og andre projekter i samarbejdsformer bidrog til væksten.
Ordrebeholdningen havde ved kvartalets udgang en værdi på 15,7 mia. kroner – en stigning på 13 % fra årsskiftet og 48 % fra 1. kvartal 2022.
Desuden havde koncernen vundne, men endnu ikke tildelte ordrer til en værdi af 1,5 mia. kroner, og hertil kommer bidrag fra strategiske byggepartnerskaber og joint ventures.
Uændrede forventninger til året
Koncernens forventninger til 2023 er uændrede og understøttes af den høje ordrebeholdning og en god eksponering mod områder i vækst i et ellers faldende marked.
Derved ventes omsætningen uændret at stige 4-10 % til 9,0-9,5 mia. kroner, ligesom at driftsresultatet før særlige poster uændret ventes at stige 9-18 % til 300-325 mio. kroner.
Fremgangen ventes at blive drevet af højere aktivitet og bedre indtjening i de danske virksomheder.
I de internationale virksomheder fortsætter restruktureringen.
Med den kendte fasning af projekter ventes omsætning og indtjening fortsat at blive højest i 2. halvår.
Desuden oplyses det, at ca. 88 % af årets forventede entrepriseomsætning var kontraheret ved udgangen af 1. kvartal.