Omsætningen stiger i Aarsleff – og forventningerne følger med

Det høje aktivitetsniveau er fortsat i tredje kvartal hos entreprenørkoncernen, viser netop offentliggjort delårsrapport for årets første ni måneder.
Mand i orange reflekstøj og hvid sikkerhedshjelm, går igennem byggeplads.
En høj ordreindgang i de første ni måneder sikrer god beskæftigelse til medarbejdere de kommende år, lyder det fra koncerndirektøren.

Per Aarsleff Holding har netop offentliggjort koncernens delårsrapport for de første ni måneder af regnskabsåret 2023/24.

Her er omsætningen højere end forventet, mens indtjeningen betegnes som tilfredsstillende.

Omsætningen på 16,2 mia. kroner i de første ni måneder af regnskabsåret 2023/24 svarer til en stigning på 6,3 % ift. sidste regnskabsår, hvoraf organisk vækst bidrager med 4,6 %.

Omsætningen i Danmark steg med 4,5 %, mens omsætningen i udlandet steg med 9,7 %.

Læs også

Historisk højt: Aarsleff runder 7,5 milliarder

Resultat af primær drift (EBIT) er et overskud på 749 mio. (4,6 % EBIT-margin) mod 732 mio. (4,8 % EBIT-margin) i de første ni måneder af sidste regnskabsår.

Ordreindgangen er på 17,3 mia. kroner, hvilket er meget tilfredsstillende, lyder det fra adm. koncerndirektør Jesper Kristian Jacobsen:

– Det høje aktivitetsniveau er fortsat i tredje kvartal, og det er især anlægsprojekter i Danmark samt bygge- og anlægsopgaver i Island, som bidrager til det flotte og tilfredsstillende resultat.

– Samtidig glæder vi os over en særdeles høj ordreindgang i de første ni måneder, som sikrer god beskæftigelse til vores dygtige medarbejdere de kommende år, siger han.

Segmenterne

Koncernen oplyser videre, at Anlæg & Byggeri bidrager med et resultat, som er lidt højere end forventet, hvilket skyldes et højt aktivitetsniveau. Her er omsætningen steget med 2,8 % som følge af netop høj aktivitet i Island samt på flere større anlægsprojekter som Lynetteholm i København, Femernforbindelsen og Masthuggskajen i Göteborg.

Teknik-segmentets resultat er som forventet med en omsætning, der er steget med 34,5 % grundet en generel høj efterspørgsel efter segmentets kompetencer samt opkøbet af MD Rustfri, der er overtaget pr. 1. oktober 2023.

Ligeledes er Rails resultat som forventet. Her er omsætningen faldet med 6,4 % og skyldes en mere selektiv ordreerhvervelse, lyder forklaringen.

Funderings resultat er derimod lidt lavere end forventet som følge af generel nedgang i boligbyggeriet, som især påvirker det svenske marked. Omsætningen her er steget med 10 %, men på flere markeder har der været et lavere aktivitetsniveau i tredje kvartal, hvilket giver en dårligere kapacitetsudnyttelse.

Og så er Rørtekniks resultat som forventet med et fald i omsætningen på 1,1 %. Dette skyldes et lidt lavere aktivitetsniveau på flere markeder.

Læs også

Den danske forretning driver væksten i MT Højgaard Holding

Videre oplyser koncernen i rapporten, at forventningerne til regnskabsåret 2023/24 er indsnævret til en omsætningsvækst på 4 til 6 % svarende til en omsætning på 21 til 21,4 mia. kroner mod tidligere 20,4 til 21,4 mia. kroner og EBIT i intervallet 1.000 til 1.050 mio. kroner mod tidligere 950 til 1.00 mio. kroner.

Delårsrapporten er ikke revideret eller reviewet af selskabets revisor.

Relateret indhold