Entreprenørkoncernen Skjøde Knudsen Holding er haft et forrygende 2021. Både på top- og bundlinjen er der lagt stort til.
Nettoomsætningen voksede med ca. 72 mio. kroner til 599,7 mio. kroner, mens resultatet før skat landede på 61,2 mio. kroner.
Et løft på godt 13 mio. kroner og over 25 % bedre end 2020-resultatet på 47,9 mio. kroner.
– Året 2021 har på alle måder været et godt år, hvor vi via dedikeret projektstyring har fået afleveret mange, gode projekter, ligesom der er lagt nye projekter ind i pipelinen til 2022 og frem, siger koncerndirektør Allan Nielsen.
Markante projekter trækker op
Koncernen består af entreprenørvirksomheden Skjøde og håndværkervirksomheden Odense Bygningsservice, men det er først og fremmest i entreprenørvirksomhed Skjøde, at den største aktivitet ligger.
Her er det i 2021 primært Odenses nye bydel ‘Gartnerbyen’, de to kontordomiciler for PFA Ejendomme i Odense-bydelen Cortex Park samt aflevering af campusbygningen Biotek Kalundborg for Professionshøjskolen Absalon, der har givet travlhed.
Især Gartnerbyen – et af de største byudviklingsprojekter i Odense – var præget af høj aktivitet gennem hele året, hvilket er fortsat ind i 2022. Et projekt, der ventes at være fuldt udbygget medio 2024.
Boligkoncept, der giver til byen
Et andet af koncernens selskaber, Odense Bygningsservice A/S, forestår bygningsvedligehold og renovering. Her er de gode takter fra 2020 fortsat ind i 2021.
Endelig har koncernen i regi af Gartnerhaven Odense ApS afleveret et ejerboligprojekt i 2021, ligesom de næste projekter er under opførelse og planlægning.
– Vores koncept for ejerboliger er medvirkende til, at vi kan bidrage til at skabe bydele med diversitet i såvel ejerform som alderssammensætning, hvorfor det også styrker koncernens samlede konkurrencekraft, lyder det fra Allan Nielsen.
Godt 2022 – men prisstigninger vil presse indtjeningen i 2023
I forhold til 2022 forventer Allan Nielsen et lidt højere aktivitetsniveau end i 2021.
Foruden Gartnerbyen bliver et af årets større projekter opførelsen af ‘Damhusene’ i den nye Randers-bydel Sporbyen Scandia. Det er det første af flere projekter i Sporbyen Scandia, hvor koncernen også har erhvervet den bevaringsværdige del af Sporbyen Scandia.
Også i 2022 og frem er der projekter i den nye bydel Vinge ved Frederikssund, ligesom koncernen ser ind i andre udviklingsprojekter i de kommende år.
Men kigger Allan Nielsen lidt længere ud i fremtiden, er de aktuelle prisstigninger på råvarer og byggematerialer den helt store ubekendte.
– De enkelte projekter presses af prisstigningerne, men den fulde effekt forventer vi først at se i 2023, hvor det alt andet lige vil presse vores indtjening, forudser Allan Nielsen.