Nøgletal fra regnskabet
- – Resultatet før skat blev 455 mio.
- – Koncernomsætningen blev 10.254 mio.
- – 4.932 fuldtidsbeskæftigede
- – Anlæg & Byggeri bidrager med et resultat før renter på 309 mio.
- – Rørteknik bidrager med et resultat før renter på 67 mio.
- – Fundering bidrager med et resultat før renter på 108 mio.
- – For det kommende regnskabsår forventes et resultat før skat på 430 mio.
Det går generelt godt for landets største entreprenører, og for den største af dem alle – Per Aarsleff A/S – er det seneste forskudte regnskabsår endt med store stigninger på de fleste parametre. Det havde selskabet dog allerede meldt ud, fordi man to gange i årets løb har opjusteret forventningerne til årets resultat.
Selskabet har netop offentliggjort den reviderede årsrapport for 2014/2015, og her kan man blandt andet læse, at omsætningen steg med 20 procent til hele 10,25 mia. kr. Og årets resutat før skat steg procentuelt endnu mere, nemlig fra 330 mio. kr. sidste år til 455 mio. kr. i år. Det svarer til en stigning på imponerende 38 procent.
Også antallet af fuldtidsstillinger er røget i vejret. Yderligere 400 stillinger er kommet til, så man efterhånden nærmer sig 5.000 heltidsbeskæftigede.
“I det kommende regnskabsår forventer koncernen som helhed et lidt højere aktivitetsniveau sammenlignet med 2014/2015 som følge af den forventede overtagelse af bygge- og anlægsfirmaet Hansson & Knudsen A/S i Odense kombineret med effekten fra en vækstpause i anlægsaktiviteterne. Aktivitetsniveauet var i 2014/2015 ekstraordinært højt blandt andet som følge af den milde vinter. Resultat før skat forventes at blive 430 mio. Overtagelsen af Hansson & Knudsen A/S vil ikke bidrage væsentligt til resultatet i det kommende regnskabsår, idet der forventes afskrivning af immaterielle aktiver samt afholdelse af engangsomkostninger i forbindelse med overtagelsen. Investeringerne forventes at være 800 mio. og er inklusive investeringen i Hansson og Knudsen A/S og regnskabsårets investeringer i et nyt kontordomicil i Aarhus på cirka 150 mio.,” hedder det i en fondsbørsmeddelelse fra Per Aarsleff A/S.