Siderne på de indvendige gangbroer i Pandoras nye domicil i København bliver dækket af med knap to meter høje værnglas fra Glarmestre Snoer og Sønner A/S, der har hjemme i København. Glasset har to funktioner – den øverste del virker som gelænder, mens den nederste sorte del skjuler betonelementerne under gangbroen. Glasløsningen er dermed langt mere end en sikkerhedsforanstaltning, idet glas spiller en fremtrædende rolle i forhold til det visuelle udtryk i Pandoras domicil.
Der skal være lyskunst i det rum, som gangbroerne er i, og der monteres LED-lys nederst på værnglassene. Lyset skal på den måde gå op igennem glasset, og derfor har man valgt glas af jernfattigt float, hvilket giver mest mulig lysgennemgang i glasset. Udseendet af denne løsning har været en vigtig del af opgaven.
Tæt samarbejde
Ogaven var fra start et tæt samarbejde med lysdesigner Iben Winther Orton, der ejer firmaet Lightscapes og er specialist i lys og belysning. De to parter har tidligere samarbejdet på blandt andet DTU i Lundtofte, og i forbindelse med Pandoras domicil var tanken, at glassene skulle forsynes med kunst og lyssættes henholdsvis med dioder i glassene og LED-bånd i bunden.
– Af tidsmæssige årsager måtte projektet dog ændres til, at der monteres LED-bånd på underkanten af glassene og spejlfolie under håndlisten på overkanten af glassene. En spændende kombination af det nødvendige værn og en flot bygningsmæssig udsmykning, siger Torben Snoer fra Glarmestre Snoer og Sønner, der beskæftiger 40 medarbejdere.
Hvert enkelt værnglas på gangbroerne i projektet er 25,52 mm tykt, 190 cm højt og knap halvanden meter bredt. De nederste 62 cm af glassene er farvet med sort silketryk for at skjule betonkonstruktionen. Den øverste kant af glassene er beskyttet af en håndliste.
Bruges stadigt mere
Ifølge Torben Snoer finder glas anvendelse i flere og flere byggerier.
– Glassets anvendelse i det igangværende byggeri har nået hidtil usete højder, såvel i mængde som i funktion. Der arbejdes konstant med at udvikle på materialet glas, både på anvendelsen i facadesammenhænge, men i høj grad også interiørmæssigt til såvel private- som erhvervsbygninger. Vi deltager i øjeblikket i et projekt sammen med Arkitektskolen om dagslysindtag og glassets dagslyspotentiale, der arbejder med de mange kendte – og endnu flere ukendte – måder at få dagslyset ind i vore boliger og virksomheder på, siger Torben Snoer og nævner Mærskbygningen på Panum Instituttet, Nordeas nye hovedsæde ved siden af DR bygningen og DTU i Lundtofte blandt igangværende byggerier, der bruger glas på spændende og innovative måder.