Hver femte virksomhed indenfor byggeriet mangler nu arbejdskraft. Det betyder, at der i stigende omfang bliver hentet arbejdskraft fra andre. Og det kan gøre ondt på især de små virksomheder. Derfor vil Dansk Håndværk nu hjælpe virksomhederne med at finde ekstra arbejdskraft.
– Har virksomheden 200 ansatte, er der naturligvis altid udskiftning og en vis procentdel, der lader sig friste af andre jobs. Derfor har de også løbende et setup, der sikrer, at man hele tiden søger efter nye folk. Men i en lille virksomhed med eksempelvis syv ansatte, gør det rigtig ondt, når en medarbejder forsvinder, og det er umuligt at finde nye ansatte, forklarer direktør i Dansk Håndværk Morten Frihagen.
Nye veje
Arbejdsgiverne er derfor i kontakt med Cabi for at finde nye veje, der hos nogen kan være med til at give de ekstra hænder, der mangler på byggepladserne og i værkstederne. Samtidigt får håndværksmestrene råd om, hvordan de skal gribe ansættelserne an rent praktisk. Og hos Cabi, der er en selvstændig organisation under Beskæftigelsesministeriet, er eksperterne enige:
– For den tømrer- eller murermester, der mangler arbejdskraft, er det oplagt at prøve nye muligheder. En af metoderne er at rekruttere blandt ledige fra kanten af arbejdsmarkedet, hvilket mange virksomheder gør, forklarer Randi Hoffmann, der er chefkonsulent i Cabi.
Værdifulde og loyale
– De bliver ofte værdifulde og loyale medarbejdere i en håndværksvirksomhed, fordi de kan tage fra og løse de opgaver, som gør, at den uddannede håndværker kan gå lige til det håndværksmæssige arbejde. Men det kræver, at mester i god tid afklarer med sine ansatte, hvilke opgaver der kan flyttes og løses af andre, siger Randi Hoffmann, som også opfordrer håndværksmestrene til at gøre op med den traditionelle tankegang om at tænke i fuldtidsstillinger. I stedet skal de fokusere på, hvilke opgaver der skal løses i virksomheden.
Alt for bureaukratisk
Og hos medlemsvirksomhederne i Dansk Håndværk bruger nogle allerede den mulighed.
– Da man sidste forår for alvor gik i gang med den nye IGU-ordning, fik vi en række henvendelser fra medlemmer, der opdagede, at det var alt for bureaukratisk for små virksomheder at hjælpe flygtninge i gang via integrationsuddannelsen. Der blev lyttet til den kritik, vi dengang bragte videre, og mange af problemerne er blevet løst. Men det viser samtidig, at de små virksomheder gerne vil løfte et socialt ansvar. Det ligger i deres DNA på samme måde, som det gør, når de er primus motorer i uddannelsen af de unge lærlinge, forklarer Morten Frihagen.
Mangler medarbejdere
Opgørelser fra Danmarks Statistik viser, at hver femte virksomhed i byggebranchen nu siger, at deres produktion begrænses af, at de mangler medarbejdere.
Og en undersøgelse fra revisionsvirksomheden Deloitte, viste at godt hver fjerde medarbejder i bygge- og anlægsbranchen sidste år var blevet kontaktet af en anden virksomhed med tilbud om nyt job.