Nye skærpede testkrav til tilrejsende arbejdskraft

Skærpede krav til test af tilrejsende arbejdskraft, som kommer til Danmark for at arbejde, trådte i kraft i weekenden.
Skærpede testkrav til arbejdere, der rejser ind i Danmark. Foto: Colourbox.
Skærpede testkrav til arbejdere, der rejser ind i Danmark. Foto: Colourbox.

De nye skærpede krav skal være med til at begrænse smittespredning og samtidig sikre, at virksomhederne kan fortsætte deres produktion trods epidemien samt indtoget af muterede coronavarianter.

De ny regler indebærer, at arbejdsgivere, der har tilrejsende arbejdskraft ansat, skal kunne dokumentere, at disse ansatte er blevet PCR-testet. Testen skal laves mindst 48 timer efter indrejsetesten forud for ankomst til Danmark og senest 96 timer efter indrejsetesten.

Det skærpede testkrav følger op på tidligere tiltag fra efteråret for at dæmme op for smittespredningen hos vandrende arbejdskraft.

Test før og efter indrejse

Ud over det gældende krav om negativ covid-19 test ved indrejse, som er maksimalt 24 timer gammel, kommer der fra søndag også et krav om en covid-19 test senest 24 timer efter indrejse.

Beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard (S) siger:

– Det er afgørende, at vi skærper testkravet. Først og fremmest fordi det kan være med til at begrænse smittespredningen, men også fordi kravet kan være med til at sørge for, at produktionen på så mange arbejdspladser som muligt bliver holdt i gang, uden at vi går på kompromis med folkesundheden. Derfor er jeg også glad for, at Folketingets partier bakker op om dette initiativ.

Arbejdsgivere skal i forbindelse med Arbejdstilsynets kontrol på arbejdspladser med tilrejsende arbejdskraft kunne dokumentere, at der er foretaget en PCR-test efter gældende regler. Arbejdsgiverne skal desuden kunne fremvise en plan for testning af tilrejsende medarbejdere – herunder hvornår tilrejsende arbejdskraft skal PCR-testes.

– Det er vigtigt, at reglerne bliver overholdt, så vi kan holde smitten nede. Derfor kommer Arbejdstilsynet til at føre kontrol og vejlede om, hvad der skal til for at forebygge smitte. Det er med til at sikre, at vi ikke skal lukke ned for mere end højest nødvendigt, siger Peter Hummelgaard.

Relateret indhold