Nye p-zoner er dyrt for borgere og virksomheder

Københavns grådige jagt på parkeringsindtægter betyder dyrere håndværkerregninger for både kommunen, virksomhederne og borgerne, mener Dansk Byggeri.
Torben Liborius, erhvervspolitisk chef i Dansk Byggeri. Foto: Ricky John Molloy.
Torben Liborius, erhvervspolitisk chef i Dansk Byggeri. Foto: Ricky John Molloy.

Der hersker næppe tvivl om, at mange hårdværksvirksomheder i København synes, at kommunens grådighed, når det gælder parkeringsafgifter, ikke bare har nået grænsen, men er langt overskredet.

1. marts udvider Københavns Kommune betalingsområdet for parkering til også at omfatte Valby, ydre Østerbro og ydre Nørrebro, og det vil ramme mange blandt andre håndværkere, hvis de ansatte skulle formaste sig til at køre direkte ud til kunderne fra deres private bopæl i Københavns Kommune.

Gul p-zone

Dansk Byggeris erhvervspolitiske direktør Torben Liborius siger til Dagens Byggeri, at det desværre ikke er første gang, at kommunen rammer håndværksvirksomheder økonomisk hårdt i forhold til udførelsen af deres opgaver.

– Nu kommer der så en såkaldt gul parkeringszone, og dermed kan man ikke løse beboerparkeringslicens til en erhvervsbil, som en håndværkersvend kører hjem i for at køre direkte ud til kunden næste morgen. Der skal man købe de dyre parkeringsbilletter, og så bliver det reelt ikke længere muligt for håndværkersvenden at køre direkte til kunden om morgenen. De skal først ud forbi mester, siger Torben Liborius.

Rammer dobbelt

Han peger på, at konsekvensen af p-afgifterne er mere kørsel i byen, længere transporttider og dyrere priser.

– Det er alt i alt en skidt idé set fra håndværkerside. Vores oplevelse er, at overborgmester Frank Jensens officielle linie, som er forstående over for erhvervslivet, ikke har samme opbakning i Teknik- og Miljøforvaltningen, hvor parkeringsreglerne reelt udformes. Det hænger nok sammen med, at der er et andet styre i Teknik og Miljø (Enhedslisten – red.), og det betyder i praksis, at Frank Jensens ord har svært ved at slå igennem på grund af magistratsstyret. Det fører til uproduktiv tid for den enkelte håndværker, men også tomgangskørsel i form af længere transporttid både til og fra arbejde. Det er byens egne borgere, der er kunder, og det er byens egne borgere, der er ansatte. De nye parkeringszoner rammer altså dobbelt. Det betyder dyrere håndværkerregninger, siger Dansk Byggeris erhvervspolitiske direktør til Dagens Byggeri.

Relateret indhold