Ny undersøgelse: Sort arbejde koster staten mere end hidtil antaget

Sort arbejde i virksomheder koster årligt staten 11 milliarder kroner. Men det undersøges ikke ordentligt, mener Dansk Byggeri
Det er kun, når vi undersøger sort arbejde, at vi bliver i stand til at bekæmpe det effektivt. Men vi er nødt til også at kortlægge det sorte arbejde, der foregår skjult i virksomhederne, siger Lars Storr-Hansen. Foto: Ricky John Molloy.
Det er kun, når vi undersøger sort arbejde, at vi bliver i stand til at bekæmpe det effektivt. Men vi er nødt til også at kortlægge det sorte arbejde, der foregår skjult i virksomhederne, siger Lars Storr-Hansen. Foto: Ricky John Molloy.

Skattetabet ved sort arbejde er dobbelt så stort, som vi hidtil har troet. Det viser nye beregninger fra Dansk Byggeri. Hidtil har man nemlig ikke regnet virksomhedernes sorte arbejde med, når man beregner, hvor mange penge fælleskassen hvert år går glip af.

Når en virksomhed snyder i skat ved for eksempel at køre noget af omsætningen uden om kasseapparatet, er der stor sandsynlighed for, at de sniger sig uden for søgelyset. For selvom Skat i Danmark har en såkaldt målrettet indsats mod virksomhedernes sorte arbejde, så ved vi ikke, hvor stort omfanget er, og i hvilke brancher det foregår. I Danmark kortlægger vi nemlig kun det sorte arbejde, som private borgere køber eller sælger, lyder det fra Dansk Byggeri.

– Det er katastrofalt, når vi ved, at der bliver begået økonomisk kriminalitet, og vi ikke baserer vores indsats mod virksomhedernes sorte arbejde på aktuel viden. Skat har sprunget et vigtigt led over, og det skal vi rette op på. Som det er nu, arbejder Skat i blinde, når vi hverken kender omfanget af virksomhedernes sorte arbejde eller ved i hvilke brancher, det foregår, siger administrerende direktør i Dansk Byggeri Lars Storr-Hansen.

En opgave for myndighederne

I dag kortlægger Rockwool Fonden borgernes sorte arbejde ved hjælp af interviewundersøgelser, og det er blandt andet på baggrund af de resultater, Skat kan tilrettelægge sine indsatser.

– Der ikke noget i vejen med kvaliteten af Rockwool Fondens undersøgelser, men det er et problem, at vi kun kortlægger borgernes sorte arbejde. Det er godt, vi får kortlagt privatpersoners sorte arbejde. Det er kun, når vi undersøger sort arbejde, at vi bliver i stand til at bekæmpe det effektivt. Men vi er nødt til også at kortlægge det sorte arbejde, der foregår skjult i virksomhederne. Alt andet er urimeligt over for størstedelen af virksomhederne, der nemlig overholder reglerne, siger Lars Storr-Hansen.

Skat bør styrke kontrollen

Regeringen har afsat 480 millioner kroner til at styrke skattekontrollen, og det er oplagt, at nogle af de penge skal bruges til at styrke indsatsen mod sort arbejde og sikre bedre kortlægning og kontrol, mener Lars Storr-Hansen. Han understreger, at ansvaret for at kortlægge og bekæmpe sort arbejde ligger hos Skat og politiet.

– Det kræver selvfølgelig, at det bliver prioriteret politisk, siger Lars Storr-Hansen, der håber, at politikerne får øjnene op for, hvor stor en skattegevinst fælleskassen går glip af på grund af sort arbejde i virksomheder:

– Det er 11 milliarder kroner, der kunne være brugt på skattelettelser, infrastruktur eller velfærd.

Se hele notatet fra dansk byggeri her.

Skat har sprunget et vigtigt led over, og det skal vi rette op på.

Relateret indhold