Ny guide til valg af de rigtige vinduer

Dansk Byggeri har udgivet en ny pjece til leverandører og sælgere, der skal gøre det lettere at rådgive kunder om vindueskøb efter regler om kondens er blevet lempet.
BR2015 indeholder ikke specifikke krav til vinduers indvendige overfladetemperatur. Foto: Colourbox.
BR2015 indeholder ikke specifikke krav til vinduers indvendige overfladetemperatur. Foto: Colourbox.

Dansk Byggeri har sammen med henholdsvis Industri-, Snedker- og Træsektionen udarbejdet en pjece til leverandører og sælgere af vinduer, der skal hjælpe med at rådgive kunder om det rigtige valg af vinduer.

Baggrunden er, at BR2015, der erstattede BR2010 tilbage i juli, ikke længere stiller noget specifikt krav til vinduers indvendige overfladetemperatur. Krav om overfladetemperatur var ellers indført for at undgå kondensdannelse på karme og glas, som i værste fald kan ende med udvikling af skimmelsvamp eller lignende. I stedet er kravene til at undgå fugt blevet udspecificerede i det nye bygningsreglement.

Høje temperaturer bremser kondens

I det nye bygningsreglement har Energi- og Byggestyrelsen bestemt, at et krav om vinduers indvendige overfladetemperatur ikke længere er nødvendigt. Beslutningen er blandt andet truffet på baggrund af en rapport, der konkluderer, at kondens på vinduer ikke har betydning for bygningers indeklima.

Ifølge Dansk Byggeri er det imidlertid stadig vigtigt, at kunderne bliver ordentligt vejledt om køb af vinduer. Foreningen skriver blandt andet i pjecen, at vinduer, der imødekommer et højt indvendigt temperaturkrav på 13,2 grader eller højere, minimerer risikoen for kondensdannelse på vinduernes indvendige side.

Det er ofte dagligdags aktiviteter som tøjvask, madlavning og mange personer samlet i et rum, der er medvirkende til at skabe kondens på de kolde overflader i rummet – for eksempel vinduesglas.

Relateret indhold