Ruut Peuhkuri er ny forskningscehef for afdelingen Byggeteknik og Proces ved SBi. Afdelingen omfatter 25 forskere med specialer inden for bygningsfysik, bærende konstruktioner, brandsikkerhed og bygningsakustik samt arbejdsprocesser, informatik og ledelse i byggeriet. Det oplyser SBi.
Ruut Peuhkuri har selv baggrund i bygningsfysikken, hvor hendes forskning især har handlet om fugt i klimaskærmen. Hun kommer fra en stilling som seniorforsker i den afdeling, som hun nu bliver leder af. Tidligere har hun været lektor på DTU, rådgiver hos Passivhus.dk samt seniorforsker på det teknologiske forskningscenter VTT i Finland.
– Med ansættelsen af Ruut som forskningschef får vi nye, stærke kræfter i SBi’s ledelse, og vi ser frem til at drage nytte af den brede viden, hun har med fra sin hidtidige karriere i Danmark og Finland, siger SBi’s direktør, Thorkild Ærø.
Styrket samarbejde
Ruut Peuhkuri har særligt ambitioner om at styrke samarbejdet med forskningsafdelingens eksterne interessenter.
– Vores samfundsmæssige opgave er at forbedre byggeriet gennem forskning, formidling og uddannelse, og det ansvar kan vi kun løfte i et tæt samarbejde med byggesektorens praktiske aktører. Derudover vil jeg gerne udbygge det internationale samarbejde, for eksempel med vores nordiske kolleger inden for byggeforskningen, fordi vi har meget til fælles, både når det gælder de tekniske forhold og organisation og ledelse af byggeprocesser, siger hun.
Som leder vil Ruut Peuhkuri på de indre linjer særligt dyrke forskertalenterne samt coache i retning af tværfaglighed og forskningens internationale niveau.
Ruut Peuhkuri tiltræder som forskningschef 15. august, og i anledning af tiltrædelsen holder SBi reception mandag 19. september kl. 15 til 17.