I forsommeren kunne overborgmester i København, Frank Jensen, løfte sløret for, at byggesagsgebyrerne i hovedstaden med tiden ville falde helt bort og i stedet ville blive finansieret over skatten. Forinden var gebyrerne blevet halveret, men nu stiger de igen – helt præcist for 550 kroner til 799 kroner i timen, hvilket svarer til en stigning på 45 procent. Det oplyser Københavns Kommune.
Baggrunden for den nye beregningsmodel er, at det 1. januar 2015 blev lovpligtigt at opkræve byggesagsgebyrer baseret på antallet af timer brugt på sagsbehandling. Hidtil havde Københavns Kommune opkrævet gebyret baseret på byggeprojektets samlede antal kvadratmeter. Da kommunen skulle fastsætte nye gebyrer for 2015 og 2016, baseret på timetakster, var det kun muligt at basere disse på et skøn, da det ikke var praktisk muligt at oversætte antallet af kvadratmeter til antal forventede timer. Siden har det vist sig, at skønnet blev sat for lavt, hvorfor byggesagsbehandlingen i 2016 har været underfinansieret. Det er den situation, som den nye beregningsmodel og gebyrstørrelse skal rette op på.
– Da gebyrerne skulle fastsættes i første omgang, skete det på et meget usikkert grundlag, fordi vi ikke direkte kunne oversætte kvadratmeterpriser til timetakster. Men nu har vi efter to år med timetakst en langt mere solid beregningsmodel, som gør, at vi kan fastsætte timetaksten, så den svarer til det reelle timeforbrug, siger serviceområdechef i Teknik- og Miljøforvaltningen i København, Anne-Sofie Degn.
Målet er uændret
Hun understreger, at forvaltningen til stadighed forsøger at nedbringe timeprisen og derfor også har forsøgt at begrænse den aktuelle takststigning mest muligt ved at lægge nogle betydelige effektiviseringskrav til medarbejderne ind i prisen.
Hele byggesagsområdet i København er i gang med en gennemgribende forandringsproces, som skal sikre en bedre service til kunderne. Processen er sat i gang, efter en kritisk kundetilfredshedsundersøgelse i sommeren 2015 viste, at 42 procent af byggesagskunderne var utilfredse med sagsbehandlingen.
Teknik- og Miljøforvaltningen søsatte herefter en række tiltag, der skulle forbedre og forandre servicekulturen, så byggesagsbehandlingen i højere grad imødekom kundernes behov. Deltagerne i tilfredshedsundersøgelsen påpegede nemlig, at gennemsigtighed, høj faglighed og målrettet vejledning var vigtigere end selve prisen på byggesagsbehandlingen.
– Vi sætter meget bredt ind for at få lavet en gennemgribende kulturforandring, der skal løfte servicen, så det virkelig kan mærkes. Det tager naturligvis noget tid, før kulturforandringen er fuldt implementeret, men vi holder en tæt kontakt med kunderne undervejs, så vi hurtigt får feedback på de enkelte tiltag og kan justere kursen, hvis der er behov for det, siger Anne-Sofie Degn.