Nu ser New York op til København

Københavns Kommune har lagt en skybrudsplan. Nu underskrives der samarbejdsaftale om klimatilpasning med New York.
I New York forbereder man sig på klimaforandringerne i samarbejde med København. Foto: Colourbox
I New York forbereder man sig på klimaforandringerne i samarbejde med København. Foto: Colourbox

Økonomien kort fortalt

  • I Københavns Kommunes budget for 2016 blev der afsat knap 50 millioner kroner til nye grønne skybrudsløsninger på Østerbro, i Nordvest og i Sydhavnen.
  • Skybrudsplanen koster op mod 10 milliarder kroner, og arbejdet vil først være fuldført i 2035.
  • Selve skybrudsløsningerne bliver finansieret via spildevandstaksterne.
  • De grønne byrum vil blive finansieret via kommuneskatten og ligger udover de 10 milliarder kroner, som skybrudsløsningerne koster.

Skybrud i København er ved at udvikle sig til en tilbagevendende begivenhed, og konsekvenserne af de fremtidige havvandsstigninger siler ned over hovedstaden. Derfor har Københavns Kommune lavet en samlet plan for håndteringen af fremtidens store mængder regnvand, ligesom byen også er langt i planerne om kystsikring. Kommunen går i spidsen, og er en af de første storbyer i verden til at lave sådan en plan.

New York vil være med

Ligesom i København, så har New York med orkanen Sandy også mærket de våde konsekvenser af klimaforandringerne. Derfor har de to byer netop skrevet under på en samarbejdsaftale om klimatilpasning, der kan betyde ordrer i milliardklassen til danske virksomheder.

Vi er en oplagt rollemodel for andre storbyer verden over.

Teknik- og miljøborgmester Morten Kabell

– København er langt fremme i arbejdet med at sikre byen mod de dramatiske klimaforandringer, verden står over for. Derfor er vi en oplagt rollemodel for andre storbyer verden over. New York vil gerne lære af os, og det vil komme mange danske virksomheder med speciale inden for området til gavn, forklarer teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL).

Godt fra start

Københavns første grønne klimakvarter, Skt. Kjelds Kvarter på Østerbro, stod for alvor sin prøve ved denne sommers skybrud. I stedet for at ende i kloakkerne og kvarterets kældre blev vandet ledt væk via vejene og endte i det grønne byrum, der har erstattet asfalt og parkeringspladser i kvarteret. Netop Skt. Kjelds Kvarter skal nu danne grundlag for det styrkede samarbejde om klimatilpasning mellem København og New York.

Godt for virksomheder

Det er godt nyt for de danske virksomheder, som har hjulpet kommunen med at udvikle den særlige københavnske model, at den amerikanske millionby nu interesserer sig for de københavnske skybrudsløsninger.

– Vi oplever stigende interesse for danske løsninger i New York. Det gælder i forhold til konkrete klimateknologier – men også inden for miljørådgivning er interessen stor. Vi arbejder tæt sammen med en række danske virksomheder, som er på vej ind på cleantech-markedet i New York. Der er ingen tvivl om, at samarbejdsaftalen mellem København og New York vil gøre det lettere at være dansk cleantech-virksomhed i New York, og det vil forhåbentlig give sig udslag i fyldte ordrebøger, siger Andreas Brunsgaard, chef for DI’s USA-kontor.

Københavns teknik- og miljøborgmester Morten Kabell og New Yorks miljøborgmester Emily Lloyd giver håndtryk på samarbejdsaftalen. Pressefoto.
Københavns teknik- og miljøborgmester Morten Kabell og New Yorks miljøborgmester Emily Lloyd giver håndtryk på samarbejdsaftalen. Pressefoto.

Relateret indhold