Niras henter ekspert i digitalisering i Cowi

Som ny ekspertisedirektør skal Morten Alsdorf ruste Niras’ vækst og innovation på det digitale område. Han kommer med stor ekspertise inden for digital transformation og forretningsudvikling. 
Stig Brinck og Morten Alsdorf
Ekspertisedirektør Stig Brinck (tv.) byder velkommen til Morten Alsdorf, der er Niras’ nye ekspertisedirektør inden for digitalisering og forretningsudvikling.

En nyoprettet stilling som ekspertisedirektør inden for digitalisering og forretningsudvikling i Niras er blevet besat af branchekendte Morten Alsdorf.

Han har erfaring med digital organisering, AI, datadrevet kultur og Virtual Design and Construction (VDC) og kommer med en stærk baggrund fra rådgiver- og entreprenørbranchen. Senest stod han i spidsen for den digitale transformation hos Cowi.

Læs også

Udpeger 3 teams til kamp om mere metro i Nordhavnen

Morten Alsdorf har dertil været aktiv i branchen i FRI’s digitale task force, Molios bestyrelse og DI Digitals forretningsudvalg. I sin nye stilling skal han arbejde tæt sammen med både interne teams og eksterne kunder. Målet er at drive virksomhedens digitale udvikling i byggerisektoren. Han siger:

– Efter min opfattelse er Niras langt fremme med udviklingen og har været det i mange år. Så det er en fornøjelse at skulle hjælpe både kollegaer og kunder med de muligheder, som digitaliseringen bringer – både nu og i fremtiden.

Har samarbejdet på brancheniveau

Hans første arbejdsdag i den rådgivende ingeniørvirksomhed er i dag d. 1. april. Til at tage imod i den nye stilling er blandt andre et kendt ansigt, Stig Brinck, der ligeledes er ekspertisedirektør. Han udtaler:

– Det har været inspirerende at arbejde med Morten på brancheniveau, og jeg ser frem til at styrke samarbejdet yderligere. Jeg glæder mig til et tæt samarbejde, hvor vi i fællesskab kan flytte branchen og skabe nye muligheder for vores kunder gennem nye digitale løsninger.

Læs også

Måling: Teknologi hjælper i klimaarbejdet, men dataudveksling udfordrer stadig

Koncerndirektør Mads Søndergaard bakker op:

– Hans kompetencer og erfaring vil styrke vores digitale indsats og hjælpe os med at levere endnu bedre løsninger til vores kunder.

Relateret indhold