NCC skal bygge 187 bæredygtige boliger

NCC har indgået aftale med TDC Pensionskasse om at bygge DGNB-certificerede boliger på Teglholmen i København. Byggeriet bliver på 18.000 kvm, og kontrakten lyder på 290 mio. kr.
NCC skal opføre Teglholmen, der er et byggeri på 18.000 kvm. Kontrakten lyder på 290 mio. kr.
NCC skal opføre Teglholmen, der er et byggeri på 18.000 kvm. Kontrakten lyder på 290 mio. kr.

Teglholm Brygge

  • – Bygherre: Teglholm Park P/S for TDC Pensionskasse
  • – Arkitekt: ADEPT
  • – Landskabsarkitekt: ADEPT
  • – Ingeniør: NCC Danmark
  • – Entreprenør: NCC Danmark
  • – Brand: Sweco Danmark
  • – Bygherrerådgiver: Arkitektfirmaet Kim Christiansen
  • – Bygherres advokat: Delacour
  • – Byggeperiode: December 2016 – Januar 2019
  • – Areal: 18.000 kvm boligbyggeri
  • – Kontraktsum: 290 mio. kr.

NCC har netop skrevet under på en totalentrepriseaftale om at bygge 187 boliger, en parkeringskælder samt anlægge et stort grønt område med en havnebrygge. Byggeriet bliver placeret ud til Teglværkshavnen på Teglholmen i København og får navnet Teglholm Brygge. Det oplyser NCC i en pressemeddelelse.

Boligerne skal DGNB-bæredygtighedscertificeres, hvilket sker som led i en stigende efterspørgsel på bæredygtigt byggeri fra investorer og bygherrer. Ifølge Green Building Council Denmark er der nu 30 certificerede eller præ-certificerede projekter i Danmark og yderligere 60 tilmeldte projekter, som bliver afsluttet over de næste tre år.

I NCC er vi meget optaget af at bidrage til den bæredygtige omstilling af vores samfund.

Palle Bjerre Rasmussen Landechef, NCC Danmark

Fremtidssikret byggeri

– I NCC er vi meget optaget af at bidrage til den bæredygtige omstilling af vores samfund, og vi er en af de førende entreprenører, når det gælder opførelse af certificerede byggerier. Derfor er vi særligt stolte af at skulle bygge bæredygtige boliger for TDC Pensionskasse til de mange nye familier i København, som skal bo på Teglholmen. Det giver rigtig god mening både for bygherre, for beboerne og for samfundet generelt, siger Palle Bjerre Rasmussen, landechef i NCC Danmark.

Fordelen ved en DGNB-certificering er ifølge NCC, at byggeriet bliver fremtidssikret, og ressourcespild minimeres, så der på den måde skabes en forretning, der gør byggeriet mere værd på den lange bane. Gevinsterne vil typisk vise sig som mindre udgifter til energi, drift og vedligehold, og beboerne vil blandt andet nyde godt af et bedre indeklima og dermed en bedre livskvalitet sammenlignet med et konventionelt byggeri.

Ved vandet

Den arkitektoniske ambition er at skabe et projekt, der udnytter placeringen mellem by og vand. Boligerne i Teglholm Brygge er alle lejeboliger og fordeler sig fra to- og op til femværelses- lejligheder fra 77 kvm til 137 kvm. Lejlighederne vil alle have altan eller fransk altan, og bygningen bliver udformet, så udsigten bliver bedst mulig for alle boliger. Der vil samtidig være en fælles gårdhave, der fører ned til en fælles og offentlig havnebrygge, der bliver en del af den grønne kile på Teglholmen.

Direktør for TDC Pensionskasse, Leif Stidsen, glæder sig over, at pensionskassen har kunnet udvikle byggeprojektet og på den måde aktivt medvirke til færdigudviklingen af hele området langs den grønne kile i Sydhavnen.

Attraktiv investering

– Ejendomsinvesteringer er efter vores opfattelse én af de mest attraktive investeringer p.t., når man tager forventet afkast, korrelationer og afkastvolatilitet i betragtning. Investeringen i Teglholm Brygge forventer vi klart vil bidrage med et flot afkast, og den understøtter på fornem vis både TDC Pensionskasses overordnede investeringsstrategi om øget ejendomsallokering og vores underliggende ønske om, at en større del af vores danske boligeksponering skal være mod hovedstadsområdet, siger Leif Stidsen.

ADEPT er arkitekt og landskabsarkitekt på projektet, mens NCC er både ingeniør og totalentreprenør.

Lokalplanen er godkendt, og opførelsen af byggeriet går i gang i december 2016 og forventes afsluttet i januar 2019.

Relateret indhold