Arkil har gennem det seneste halve år været i gang med et generationsskifte, der omfatter koncernens danske aktiviteter.
Efter vellykket rekrutteringsproces oplyses nu, at Michael Hansen er ansat som ny adm. direktør i Arkil.
Læs også: Arkil-koncernen overgår målsætning – nærmer sig 4 milliarder
– Michael kommer med en solid ledelsesmæssig, økonomisk og teknisk baggrund, og hans mangeårige erfaringer fra branchen, bl.a. fra asfalt- og råstofområdet, som er blandt én af Arkils kernekompetencer, vil få stor betydning for vores virksomhed, siger Group COO Thomas Boe, bestyrelsesformand i Arkil.
– Med Michaels baggrund og erfaringer er vi overbeviste om, at han er den rette til at føre Arkil ind i fremtiden.
Dynamisk og sund virksomhed
Den nye topchef har siden 2011 bestridt flere direktørstillinger i NCC, senest som adm. direktør i NCC Industry, hvor han med et stærkt fokus på rentabilitet, kunder og medarbejdere har været med til at udvikle og styrke NCC Industry’s position på markedet.
Læs også: NCC og Arkil indgår aftale om kloakprojekter til 600 mio. kroner
– Jeg er glad og beæret over tilliden. Jeg kender Arkil som en dynamisk og sund virksomhed med alsidige entreprenørfaglige kompetencer og med mange dygtige medarbejdere. Jeg ser meget frem til at starte i jobbet og bidrage til den spændende udvikling, som virksomheden er i, siger Michael Hansen, der er uddannet i økonomi og ledelse.
Han tiltræder posten 1. november 2023.