Det er et ekstraordinært privilegie at have muligheden for at støtte branchen, i dens søgen efter at gøre det byggeri vi kender i dag – bedre i morgen.
GI støtter cirka 40 projekter hvert år. Og indimellem kommer der et projekt, der radikalt ændrer byggebranchen. I 2018 tog projektet Boss Ladies byggebranchen med storm. Med stor energi fik de fortalt branchen det helt indlysende rigtige budskab, at de havde glemt halvdelen af den danske befolkning – nemlig pigerne, når der skal rekrutteres unge til byggebranchen.
I 2019 er det de lidt mere nørdede projekter, der har givet os noget at tænke over. To dampspærreprojekter er afsluttet i årets løb, og de rykker ved branchens almene tekniske fælleseje.
Årets tema – Skal vi bygge med eller uden dampspærre?
Dampspærren, og ikke mindst den som består af plast, har mange fjender. Men kravet til bygningers lufttæthed, har øget behovet for en effektiv og pålidelig membran.
2019 lagde fint ud med et dugfriskt Byg-Erfa blad, som aflivede tesen om, at man ikke kan have dobbelt dampspærre i en konstruktion. I langt de fleste tilfælde er det unødvendigt at punktere eller fjerne den ene dampspærre. Det Byg-Erfa blad får stor betydning ved fremtidige renoveringsopgaver.
Senere på året begyndte resultaterne fra DaLo projektet at finde vej til byggeriets almene tekniske fælleseje. SBi ville med DaLo-projektet afklare, hvornår der er behov for en dampspærre ved efterisolering af lofter med ventilerede tagkonstruktioner. Det stort anlagte projekt, også på internationalt plan, viste blandt andet, at ved ventilerede tagkonstruktioner, hvor loftrummet er sundt og godt, kan man efterisolere uden brug af dampspærre.
Og endelig har SBi lagt sidste hånd på undersøgelserne af levetider af PE-membraner anvendt i byggeriet. Et projekt der, ligesom de to andre dampspærreprojekter, har givet branchen ny viden og meget overraskende resultater. Resultater fra PE-membran projektet bliver i disse dage kvalitetstjekket og analyseret. SBi forventer at kunne præsentere branchen for ny banebrydende viden om dampspærrer i marts måned 2020.
Fremtidens byggeri, hvad skal vi bygge det med og hvem skal bygge det?
Råstoffer og fremtidens byggematerialer, vil helt sikkert blive et stort emne i 2020.
Branchen skal i tættere dialog med de danske regioner, hvis vi skal have nuanceret debatten om hvor længe Danmark kan være selvforsynende med råstoffer til den danske bygge-branche.
Et andet emne som, igen, vil få stor opmærksomhed er mangel på unge, der vælger håndværksfagene. Vi vil i GI fortsætte med at støtte projekter der forbedrer erhvervsuddannelserne, og stimulerer de unge til at få øje på det gode liv og de gode karrieremuligheder en erhvervsuddannelse tilbyder.