Hvad betyder det at få en ny motorvej til byen. Det kan man opstille mange regnestykker over.
Et af dem, kan aflæses i en ny analyse fra Arbejdernes Erhvervsråd (AE), der har analyseret flyttemønstrene blandt danskerne for at se, om der sker en skævvridning i befolkning og økonomi.
Den viser, at der er stor forskel på, hvor meget tilflyttere tjener og har til rådighed som disponibel indkomst i forskellige dele af Danmark.
Rigere tilflyttere
Et af eksemplerne er Holstebro. Byen er blevet i stand til at tiltrække tilflyttere, der tjener betydeligt mere end de omkringliggende kommuner.
– De hidtidige beboere i Holstebro Kommune tjener i snit omtrent det samme som i de omkringliggende kommuner. Men nu kommer der tilflyttere med højere indkomster, siger Sune Caspersen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
AE-Analysen viser, at København, Nordsjælland og Aarhus tiltrækker de højeste indkomster. Jo længere væk fra København og Aarhus, des lavere er tilflytternes indkomster i store træk.
Holstebro skiller sig ud regionalt
På landsplan ligger Holstebro således i midterfeltet med disponible indkomst pr. tilflytter på mellem 250.000 og 280.000 kr.
I 2020 var der over 2.000, som flyttede til Holstebro Kommune. I gennemsnit havde hver person en disponibel indkomst på mere end 253.000 kr.
Det er mere end i alle andre kommuner inden for det område, som udgøres af tidligere Ringkøbing Amt og tidligere Viborg Amt.
Ifølge Sune Caspersen har tilflytternes økonomi stor betydning for en kommune.
– Det er værdifuldt for en kommune at få tilflyttere med højere indkomster. Så er det flere penge at beskatte, siger han.
– For virksomhederne er det også vigtigt, at det kan lade sig gøre at tiltrække blandt andet personer med højere uddannelser til området.
Motorvejen afgørende
Forklaringen på Holstebros popularitet har AE ikke analyseret, men den er simpel, mener boligøkonom Curt Liliegreen, direktør i Bogligøkonomisk Videnscenter. Det handler om tilgængelighed til området.
Holstebro fik nemlig en motorvej til byen for tre år siden. Det har ændret områdets status og betydning for en tilflytter:
– En motorvej er et aktiv. Det har vi også set med blandt andet Silkeborg og Skanderborg, siger Curt Liliegreen.
– Hvis en person får arbejde i Holstebro og tænker på at flytte til området, så indgår det i overvejelserne, hvad der skal ske, hvis jobbet nu forsvinder igen? Så vil det med en motorvej være nemt at pendle til en anden by, og så tager man springet og flytter, mener Curt Liliegreen.
AE’s analyse viste, at 263.000 danskere flyttede til en anden kommune (fraregnet studerende). Overordnet konkluderer analysen, at er en klar sammenhæng mellem ens indkomst, og hvor man vælger at bosætte sig. Og at den tendens er stigende.