Morgendagens vindere er omstillingsparate

Værdikæden i byggeriet er under forandring. Taberne i den udvikling bliver de virksomheder, der vender ryggen til udviklingen.
Ifølge Dansk Byggeri tilhører fremtiden de omstillingsparate virksomheder. Foto: Colourbox.
Ifølge Dansk Byggeri tilhører fremtiden de omstillingsparate virksomheder. Foto: Colourbox.

En bygherre, der hyrer en rådgiver, der udarbejder byggeprogram og forestår projektering, udbud, overdragelse til udførelse, hvorefter det afleveres til bygherrens drift.

Sådan kan den traditionelle værdikæde i byggeriet ofte beskrives, men ifølge direktør Michael H. Nielsen i Dansk Byggeri er den proces under forandring, og de virksomheder, der ikke følger med udviklingen, går en hård tid i møde.

De virksomheder, der bliver overflødige, er dem, der vender ryggen til udviklingen.

Michael H. Nielsen Direktør, Dansk Byggeri

– Forskellige aktører i byggebranchen tilegner sig i disse år nye måder at arbejde på og nye kompetencer. De udfordrer den måde, branchen klassisk har arbejdet på. Det er en forandring understøttet af nye teknologier. Eksempelvis begynder materialeleverandører at tænke i systemleverancer, hvor de tager projekteringen og montagen med, siger Michael H. Nielsen til Dagens Byggeri.

Højere produktivitet

Han opfordrer virksomhederne til at gøre sig overvejelser, hvad angår de nødvendige kompetencer og hvilken rolle, de selv skal spille i fremtiden.

– De virksomheder, der bliver overflødige, er dem, der vender ryggen til udviklingen. Hvis byggeriet skal levere på den dagsorden, vi i mange år er blevet udfordret på – at produktiviteten i byggesektoren har været for lav – vil udviklingen med ny teknologi og nye arbejdsdelinger billiggøre og effektivisere byggeriet. Det gælder alle led i byggeriet, siger han videre.

Væk med bureaukrati

Michael H. Nielsen henviser i øvrigt til, at lovgiverne i stigende grad er opmærksomme på, at der ikke må lægges unødvendige bureaukratiske barrierer i vejen for byggeriet.

– Det gælder blandt andet den byggetekniske sagsbehandling. Det kan være med til at understøtte de nye måder at arbejde på i byggeriet. Det er de virksomheder, der er vågne og forholder sig til, hvilke kompetencer de skal have, som bliver morgendagens vindere, slutter Michael H. Nielsen.

Relateret indhold