– Det ikke hver dag, en minister lægger op til at gennemføre en beslutning, der møder kritik fra både miljø-, forbruger-, og erhversorganisationer, for hvem skulle der så være tilbage at være venner med, lød det lettere sarkastisk fra Enhedslistens Per Clausen, da der i går var åbent samråd i Bygningsudvalget i forbindelse med fjernelsen af kravet til overfladetemperaturer i udkastet til BR15.
Bygnings-, energi- og boligminister Rasmus Helveg Petersen har holdt lav profil, mens debatten har raset om baggrunden for at fjerne kravet, men i går uddybede han, hvorfor det set fra hans side ikke hører hjemme i bygningsreglementet.
Det ikke hver dag, en minister lægger op til at gennemføre en beslutning, der møder kritik fra både miljø-, forbruger-, og erhversorganisationer, for hvem skulle der så være tilbage at være venner med.
Per Clausen Enhedslisten
– Kravet er en dobbeltregulering og et unødvendigt, nationalt særkrav, der kan fordyre byggeriet. Vi skærper i forvejen kravet til vinduers energimærkning fra C- til B-niveau, og det vil i sig selv betyde, at overfladetemperaturen stiger. Jeg vil gerne slå fast, at vi ikke har kunnet finde vinduer på det danske marked, som ikke har en overfladetemperatur på 11 grader, hvis det samtidig overholder energimærke B, som bliver et krav i BR15. Derfor er det sund fornuft at fjerne kravet, da det ikke er nødvendigt, lød det fra Rasmus Helveg Petersen, som samtidig understregede, at en markedsscreening af udenlandske vinduer havde vist samme resultat.
Kondens ikke et problem
Vinduers overfladetemperatur hænger nøje sammen med evnen til at modvirke kondens, hvilket var grunden til, at der første gang blev stillet krav til overfladetemperaturer i BR10, men kondens i sig selv er ifølge Rasmus Helveg Petersen ikke et større problem.
– Kondens udgør ikke en sundhedsfare i sig selv – det er kun en brugsmæssig gene. Det er kombinationen af dårlig udluftning og lav overfladetemperatur, der kan give dårligt indeklima. Det er derfor, man skal lufte ud, lød det fra ministeren, som mener at kondens af den grund skal imødegås med en informationsindsats over for private forbrugere.
I et høringsnotat til det udgående bygningsreglement, BR10, har det været formuleret, at Erhvervs- og byggestyrelsen forventede at stramme kravet til overfladetemperaturer senest i 2015, og Venstres Lars Christian Lilleholt ville gerne vide, om ministeren kunne forstå frustrationen hos de vinduesproducenter, som reagerede på den formulering og foretog store investeringer i at leve op til et krav, der aldrig kom. Her hæftede Rasmus Helveg Petersen sig dog ved, at en udmelding i et høringsnotat ikke kan sidestilles med en udmelding i selve bygningsreglementet, hvilket fik SF?s Steen Gade på banen.
Skærpelse var ikke varslet
– Branchen har læst i et høringsnotat, at kravet ville blive skærpet og reageret på det. Det er jo helt umuligt at agere på anden måde, når man hører, hvad vi politikere siger. Vi må tage konsekvensen af, at nogen havde forberedt sig på den situation, at kravet ville blive skærpet, lød det fra Steen Gade, men synspunktet fik ikke Rasmus Helveg Petersen til at vakle.
– Jeg ærgrer mig over, at det gav forvirring, men jeg henholder mig til, at en skærpelse ikke blev varslet, lød det fra ministeren.
Udkastet til BR15 er i høring frem til 20. marts.