Der skal være bedre informationer om arbejdsrelaterede dødsulykker, mener beskæstigelsesminister Troels Lund Poulsen (V). Det skriver Fagbladet 3F.
Fagbladet 3F har efter eget udsagn ventet over fire måneder på et svar fra Arbejdstilsynet om, hvor mange borgere af anden nationalitet end dansk, der er døde i forbindelse med arbejde i Danmark. Det står ifølge 3F i kontrast til det norske system, hvor der løbende udgives statistik om alle dødsulykker efter sted, tidspunkt, køn og nationalitet.
– Det er klart, at jeg må se på, om vi skal lave om på nogle lovgivninger for at skabe en større gennemsigtighed. I dag kan man læse om dødsulykker i aviserne. Man kan også læse om dem på jeres hjemmeside. Så er det ikke så meget forlangt, at man også kan læse om ulykkerne hos offentlige myndigheder, siger Troels Lund Poulsen til Fagbladet 3F.
Han siger desuden til Fagbladet 3F, at han kunne forestille sig en bedre overlevering af, hvad der har fundet sted til de pårørende.
– Jeg kunne godt forestille mig, at man blev bedre til at give en overlevering af, hvad der har fundet sted. Det er i høj grad politiets opgave at gøre, men det må vi se på. Det skal ikke udarte sig til en diskussion om, hvilken myndighed der har ansvaret. Så ja, det synes jeg også skal indgå i den diskussion, som vi nu har i forhold til at give bedre oplysninger og mere gennemsigtighed i forhold til dødsulykker, siger Troels Lund Poulsen til Fagbladet 3F.