Minister: Offentlige data skal bremse vand

Nye hydrologiske højdemodeller, som fortæller os hvor vandet løber hen, giver mulighed for at forudsige, hvor der skal sættes ind, når ulykken rammer.
Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt. Foto: www.jeppebnielsen.com.
Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt. Foto: www.jeppebnielsen.com.

Gode og præcise data. Det er ifølge energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) et vigtigt redskab, når der skal sættes ind over for oversvømmelser. Og behovet for tiltag bliver blot større, i takt med at klimaforandringerne oftere og oftere medfører stormflod, skybrud og langvarig regn, der volder store og dyre skader på ejendomme og infrastruktur.

For nyligt gav både stormen Urd og stormfloden i januar vidnesbyrd om, hvor vigtigt det er for både forebyggelse og beredskab, at vi kan forsyne samfundet med gode data. Det skriver Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet i en pressemeddelelse.

Nye modeller forbedrer nu muligheden for at identificere, hvor der er risiko for oversvømmelser. Myndigheder, virksomheder og borgere har dermed fået et bedre grundlag til at træffe beslutninger om tiltag, der skal minimere risikoen for skader ved oversvømmelse i forbindelse med stormflod og ekstremregn.

– Jeg er glad for, at vi med forbedrede data får mulighed for bedre at vurdere, hvor vandet strømmer hen og kan skabe oversvømmelser. Det betyder, at vi, ved hjælp af frie, offentlige data, kan være med til at afhjælpe et stort samfundsproblem – at offentlige myndigheder kan forvalte mere effektivt på klimatilpasningsområdet, og at private kan beskytte deres ejendom bedre, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V).

Hydrologisk højdemodel

Beredskabet bruger de hydrologiske højdemodeller i deres arbejde med at forebygge oversvømmelser i forbindelse med ekstreme vejrsituationer. Andre myndigheder bruger modellerne til klimatilpasningstiltag i forbindelse med planlægning af anlægs- og byggeprojekter, eller til risikokortlægninger med henblik på at sikre bygninger, infrastruktur, kulturværdier mv. mod oversvømmelse. Desuden kan værktøjet bruges af borgerne, som vil forberede sig på næste ekstreme regnskyl, og virksomheder, som vil hjælpe for eksempel husejere med klimasikring.

– Ekstremt vejr ligner noget, vi i højere grad skal til at vænne os til, og derfor er det vigtigere nu end nogensinde før, at vi arbejder målrettet på at forberede os til fremtidens vejr. Vi vil også fremadrettet fortsat have fokus på at skabe det bedst mulige datagrundlag for klimatilpasning og vandforvaltning, og de nye hydrologiske højdemodeller er et vigtigt skridt på vejen, siger Lars Chr. Lilleholt.

Relateret indhold