Minister: Branchen vidste det godt

Byggebranchen og Rasmus Helveg Petersen er uenige om, hvorvidt byggebranchen vidste, at omstridt temperaturkrav kunne blive skrottet.
Rasmus Helveg Petersen mener ikke, at han overhalede byggebranchen indenom, da han fjernede overfladetemperaturkravet fra udkastet til BR15.
Rasmus Helveg Petersen mener ikke, at han overhalede byggebranchen indenom, da han fjernede overfladetemperaturkravet fra udkastet til BR15.

– Vi har haft en dialog med branchen, og fjernelsen af kravet burde ikke være kommet som et lyn fra en klar himmel.

Det var beskeden, som Klima-, energi og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen gentog igen og igen under sidste uges åbne samråd i Bygningsudvalget i forbindelse med fjernelsen af overfladetemperaturkravet i udkastet til BR15.

Set med vores øjne kom fjernelsen som et lyn fra en klar himmel.

Michael H. Nielsen Direktør, Dansk Byggeri

Ministeren fik slået fast, at han ikke kunne genkende byggebranchens billede af, at fjernelsen af kravet kom som en overraskelse. Hos Dansk Byggeri står man dog ved, at man ikke havde set fjernelsen komme.

– Set med vores øjne kom fjernelsen som et lyn fra en klar himmel. I teknikergruppen, der arbejdede med det nye bygningsreglement, vidste vi ikke, at kravet ville blive fjernet, siger Michael H. Nielsen, direktør i Dansk Byggeri.

Fik besked i december

Han fortæller, at diskussionen i projektgruppen gik på, om kravet skulle flyttes fra lovteksten til vejledningsteksten. Det blev diskuteret frem til oktober.

– Den 10. december har jeg et møde med Energistyrelsen og får her at vide, at ministeren havde besluttet at fjerne kravet helt fra udkastet til BR15. Det var første gang, vi hørte, at det skulle fjernes, siger Michael H. Nielsen, som i løbet af de følgende seks uger forsøgte at få et møde i stand med ministeren, men uden held.

Den 6. februar fik han svar tilbage fra ministeriet – kort efter BR15 var sendt i høring.

– Normalt får vi et møde med ministeren, hvis sagen er vigtig – naturligvis med respekt for ministerens kalender, men det lykkedes ikke i denne sag, siger Michael H. Nielsen.

Kan koste innovation

Han slår fast, at han er bekymret over sagens forløb, fordi den følges af mange aktører og kan vende tilbage og bide byggebranchen i haserne på et senere tidspunkt.

– Det kan fremover blive svært for mig at bede mine medlemmer være på forkant med udviklingen. Der er en hel branche, der ikke føler sig ordentligt behandlet, og de vil pege på den her sag og sige, at der fik de en lang næse. Hele processen kan komme til at betyde, at den innovative tilgang til forbedringer inden for branchen vil være svær at få op at køre igen. Det handler om troværdigheden omkring det at drive virksomhed i Danmark. Jeg er bekymret over, om producenter vil kigge på den her sag og stille spørgsmålet, om man kan stole på rammebetingelserne for det at have produktionsarbejdspladser i Danmark, slutter Michael H. Nielsen.

Relateret indhold