Metroselskabet til kamp mod løndumping

Metroselskabet og Copenhagen Metro Team vil styrke indsatsen for at understøtte den danske arbejdsmarkedsmodel på metrobyggeriet.
Metroselskabet indfører nye initiativer mod løndumping. Foto: Niels Johan Juel Jensen.
Metroselskabet indfører nye initiativer mod løndumping. Foto: Niels Johan Juel Jensen.

Når metrobyggeriet og løndumping nævnes i samme sætning, er det sjældent i forbindelse med noget positivt. Nu skal nye tiltag dog sikre, at der tyndes ud i de uheldige historier omkring udenlandsk arbejdskraft i forbindelse med metroarbejdet.

I en pressemeddelelse oplyser Metroselskabet således, at for at sikre, at den danske arbejdsmarkedsmodel kan fungere bedst muligt på Cityringens byggepladser, gennemfører Metroselskabet og Copenhagen Metro Team tre nye initiativer, der skal oplyse medarbejderne om deres rettigheder og forbedre muligheden for kommunikation mellem fagforeningerne og medarbejdere på byggepladserne.

Tre initiativer

De tre initiativer, der allerede er sat i gang, er følgende:

Informationstavler sættes op på alle 22 byggepladser. Dem kan arbejdsmarkedets parter bruge til at kommunikere med medarbejderne om for eksempel rettigheder, kontaktoplysninger og så videre. Samtidig etableres en telefonisk hotline til fagforeninger og virksomheder.

Der opstilles skurvogne til fagforeningerne på tre udvalgte byggepladser, så fagforeningerne får deres egne kontorfaciliteter og dermed lettere adgang til dialog med medarbejderne.

Der udleveres oplysningsmateriale til alle medarbejdere om deres rettigheder. Materialet beskriver de danske arbejdsmarkedsvilkår i den gældende overenskomst som for eksempel mindsteløn, pension, feriepenge m.m.

Krav til underentreprenørerne

Det er naturligvis vigtigt for metroselskabet med sådanne tiltag, efter den negative omtale, der har været på området.

– Hovedentreprenøren på Cityringen stiller krav til alle underentreprenører om, at ansatte på metrobyggeriet skal arbejde på danske overenskomster og dermed have overenskomstmæssig løn og arbejdsforhold. Det har imidlertid vist sig, at mange udenlandske medarbejdere ikke har kendskab til den danske arbejdsmarkedsmodel og dermed heller ikke er klar over de rettigheder, de har i forhold til overenskomsten. Derfor iværksætter vi nu en række initiativer, som skal oplyse den enkelte medarbejder og medvirke til at forbedre kommunikationen mellem medarbejderne på byggepladserne og fagforeningerne. De nye tiltag skal være med til at sikre, at den danske arbejdsmarkedsmodel kan fungere bedst muligt på Cityringens byggepladser, siger vicedirektør i Metroselskabet, Louise Høst, om tiltagene.

Ros fra LO

Det er naturligvis også noget, der falder i god jord hos fagforeningerne.

– Vi er optaget af, at arbejderne på metrobyggeriet kender til vores overenskomster og deres egne rettigheder på det danske arbejdsmarked. Det gælder ikke mindst for de mange udenlandske lønmodtagere. Derfor skal Metroselskabet have ros for beslutningen om, at de lokale fagforeninger nu blandt andet får skurvogne på de centrale byggepladser. Det har vi i fagbevægelsen længe kæmpet for, og det støtter op om den danske model på en helt konkret måde. Det er et kæmpe gennembrud og et eksempel til efterfølgelse ved andre store bygge- og anlægsprojekter, siger Morten Skov Christensen, formand for LO Hovedstaden.

Relateret indhold