1. april 2022 overgik Amalie Search & Selection fra anpartsselskab til aktieselskab og valgte samtidig at nedsætte en professionel bestyrelse.
Læs mere: Førende rekrutteringshus bliver til A/S og henter branchekendt profil ind
Op til beslutningen havde virksomheden, der rekrutterer ledere og specialister i bygge- og ejendomsbranchen, oplevet stor vækst og med en stadigt hurtigere og foranderlig markedsudvikling – og derved mindre tid til at finde de rette kandidater til de rette stillinger – søgte man at professionalisere forretningen yderligere:
– Ved indgangen til 2022 stod Amalie Search & Selection et rigtig godt sted; man vækstede, havde styr på økonomien, finansiel rapportering – alt var i orden. Men man manglede et rum, hvor det ikke kun omhandler drift og den nære fremtid, men også strategi på længere sigt. Et rum, hvor erfaringer – også fra andre brancher – udveksles, hvormed indsigt og kompetencer udefra tilføres for videreudvikling i et bredere perspektiv, fortæller Lars Johansson, der siden har været bestyrelsesformand i virksomheden.
Læs også: En udfordret branche ændrer efterspørgslen til kompetencer
Lars Johansson er tidligere CEO i Scandinavian Ground Services DK, koncerndirektør i Systematic, Atea DK og Hedeselskabet og beskæftiger sig i dag primært med bestyrelsesarbejde i eksempelvis PWT Group, Hydract, Seges Innovation, ThorTrans og Center for Ledelse.
Desuden har Lars Johansson ledelseserfaring som oberst i Reserven, teoretisk ledelsesuddannelse (MBA og bestyrelsesuddannet fra CBS) samt digitalt faglig uddannelse på bachelorniveau:
– Ingen kan vide alt, hverken i en direktion eller i en bestyrelse, og særligt ikke i denne komplekse verden, vi lever i. Derfor handler det i højere grad end nogensinde før om at have spidskompetencer på alle relevante pladser til både at udarbejde, implementere og understøtte en plan for, hvor virksomheden skal hen.
Den rette strategi og kompetencer
Den professionelle bestyrelse i Amalie Search & Selection, hvis kunder og partnere omfatter hele værdikæden fra ejendomsudviklere til entreprenører og rådgivere til offentlige som private bygherrer, består foruden Lars Johansson af grundlægger og partner Torben Rønsov, og Martin Lund Knudsen, ejer og direktør i rådgivningsvirksomheden Tailor Business Consulting. Michael Wallin, der er en del af direktionen og medejer af virksomheden, deltager også på bestyrelsesmøderne.
– En bestyrelse skal som minimum bestå af tre medlemmer, men uanset om den består af fire, fem, seks eller flere, er det afgørende, at kompetencerne dækker det finansielle, markedsindsigt, digitalisering og kulturen i den pågældende virksomhed, forklarer Lars Johansson og tilføjer:
– Det er også sådan, bestyrelsen i Amalie Search & Selection er sammensat, og det har hurtigt givet resultater.
Bestyrelsesformanden fortæller, at man siden april 2022 bl.a. har omlagt virksomhedens digitale database af kandidater og optimeret alle processer, hvilket har øget succesraten og antallet af kandidater til det højeste i virksomhedens over 20-årige levetid; man har øget tilstedeværelsen på sociale medier, hvilket har styrket virksomhedens brandværdi og tiltrukket endnu flere kandidater; medarbejderomsætning er faldet, mens medarbejdertilfredsheden er steget markant; og så er rapporteringen forbedret yderligere, hvilket har skabt større gennemsigtighed for eksterne interessenter ift. økonomi, likviditet og strategiske- /forretningsmæssige indsatser. Herunder ESG (miljømæssige, sociale ledelsesmæssige forhold), hvor rekrutteringsvirksomheden har særligt fokus på at hjælpe dens kunder med at finde kompetencer og kandidater, der understøtter diversitet i bl.a. ledelsen:
– Fra i år stilles krav til de største virksomheder om ESG-rapportering, og det påvirker jo også mange andre virksomheder uanset størrelse. Her giver det en tryghed hos Amalie Search & Selections nuværende såvel som potentielle samarbejdspartnere, at der foreligger fortløbende troværdig dokumentation – og der er “orden i penalhuset”.
Markedet kræver vilje til forandring
Lars Johansson har mange års erfaring fra bestyrelser i både mindre ejerledet virksomheder og børsnoterede selskaber, men selvom forskellene på forretningerne kan være enorme, er opgaven for en bestyrelse altid den samme, fortæller han:
– Vores primære formål er at arbejde i den pågældende virksomheds interesser og skabe værdi for såvel virksomheden som aktionærerne, der viser os stor tillid ved at give os ansvaret for bl.a. aktiverne. Så uanset hvilken virksomhed, vi taler om, skal vi i bestyrelsesarbejdet primært fokusere udefra og ind, ikke modsat, og derved bidrage til udvikling, innovation og vækst og ikke mindst, at væsentlige beslutninger træffes på et oplyst grundlag.
Læs også: Bygherreforeningen: Sådan bliver 2024
Han mener, at enhver virksomhed – hvis de rette medlemmer med de rette kompetencer er valgt – altid vil opnå værdiskabelse ved at nedsætte en professionel bestyrelse. Han mener faktisk, at det burde være et krav fra myndighedernes side, at mindst ét bestyrelsesmedlem har en professionel bestyrelsesuddannelse bag sig:
– Det kan synes som den nemme løsning at indsætte et eller flere familiemedlemmer uden faglige kompetencer eller andet reelt bidrag end at udfylde en stol. Men fremtiden kræver meget mere, end hvad vi gjorde i går, og selvom det selvfølgelig kræver et honorar at have professionelle medlemmer siddende, så overstiger dén værdiforøgelse, som derved bliver skabt, beløbet markant, siger Lars Johansson og fastslår:
– Men det kræver, at ejerledelsen eller direktionen er klar på at forbedre virksomheden gennem forandring og samarbejde ved at indgå i dialog med modsatrettede holdninger.
Udviklingen venter ikke på os
Ifølge bestyrelsesformanden har langt flere virksomhedsledere og -ejere samt eksisterende bestyrelser i dag fået øjnene op på for værdien, en professionel bestyrelse bidrager til, end for blot få år siden. Men i takt med den hast, udviklingen sker inden for bl.a. rapportering, digitalisering og kunstig intelligens, håber han, at endnu flere virksomheder endnu hurtigere får tilknyttet kompetencer, der kan komplimentere hinanden:
– Hverken konkurrenterne, teknologien, myndighedernes krav eller markedets vandring venter på os. Så hvis vi ikke er forandringsparate, agile, gennemsigtige og træffer beslutninger på et oplyst, fagligt grundlag, kan der blive sat nok så mange strategier i søen, uden at virksomheden vækster.