Mange byggeopgaver syd for København

Køge og Greve kommuner informerer den 11. februar om bygge- og renoveringsprojekter til trecifret millionbeløb.
Torsdag holder Netværket Syd et arrangement, der fokuserer på bygge- og renoveringsprojekter. Foto: Byggeriets Billedbank.
Torsdag holder Netværket Syd et arrangement, der fokuserer på bygge- og renoveringsprojekter. Foto: Byggeriets Billedbank.

Torsdag den 11. februar i tidsrummet 16.20-19.30 holder ‘Netværket Syd’ et arrangement, der fokuserer på bygge- og renoveringsprojekter. Denne gang set i forhold til konkrete bygge- og renoveringsprojekter i de tre kommuner Greve, Solrød og Køge.

Køge Kommune fortæller om det kommende års budgetønsker til bygge- og anlægsopgaver, herunder et nyt plejecenter på 32 boliger, der skal placeres i centrale omgivelser i nærheden af den fremtidige Køge Nord station.

Greve Kommune har blandt andet afsat store beløb på budgettet til renovering og ombygning af flere skoler, herunder 89 millioner kroner til pcb-renovering, indeklimatiltag og bygningsvedligeholdelse på Hedelyskolen.

Flere projekter

Arrangementet rundes af med indlæg fra Arkitekterne Køge, om deres kommende projekter herunder projektering af nyt menighedshus i Trylleskov Strand, der ligger i Solrød, opførelse af rækkehuse i Hedelunden i Greve samt byggeriet af et nyt indskolingshus på Munkekærskolen i Solrød.

Mellem oplæggene vil der være rig lejlighed til at komme i dialog med dagens oplægsholdere, samt skabe netværk og tale med de øvrige deltagere.

Arrangementet holdes hos Brasseriet Baum ved Køge Torv i gåafstand fra Køge Station, og det er ikke bare åbent for medlemmer af Netværket SYD, men andre gæster kan tilmelde sig på www.nsyd.dk.

Relateret indhold