I Region Hovedstaden er det ikke malerlærlingene, der mangler praktikpladser. I stedet er det omvendt. På erhvervsskolerne nærmer antallet af malerelever i skolepraktik sig nul. Det skriver Dansk Byggeri i en pressemeddelelse.
– Lige nu har vi kun en enkelt elev i skolepraktik. De bliver revet væk, og den ene elev vi har nu, kan se frem til en praktikplads inden for højst to uger. Malerne har ligesom mange andre fag i byggebranchen haft et rigtig travlt år. Derfor har vi et stigende antal virksomheder, der må vente på at få en lærling i øjeblikket, siger Flemming Jacobsen, der er skolepraktikinstruktør på Erhvervsskolen Nordsjælland.
Det er ikke kun i Nordsjælland, at malerlærlingene har travlt med at svinge penslen. På Erhvervsskolen TEC i København fortæller praktikcenterchef Bent-Ole Bohn, at de heller ikke har malere i skolepraktik.
– Hos TEC har vi endnu mere kontakt til virksomhederne end tidligere. Vi kender malermestrene og ved, hvilke typer af lærlinge de har brug for. På den måde sikrer vi, at vores elever hurtigere får den rette praktikplads, siger Bent-Ole Bohn.
De mange lærlinge i praktikpladser kommer, fordi det går den rigtige vej i Region Hovedstaden. I oktober havde tømrerfaget 25 procent færre elever i skolepraktik end året før, mens antallet af murerelever uden praktikplads er halveret fra 17 til otte. Generelt set er antallet af elever inden for byggefagene i Region Hovedstaden faldet med 15 procent.
– Det er rigtig godt, at flere elever kommer ud på en virksomhed og prøver kræfter med den hverdag, der venter dem efter skolen. Når det er sagt, skal vi stadig huske at arbejde benhårdt for, at de, der er tilbage i skolepraktik, også kommer ud og mærker arbejdstempoet og rutinerne, siger formand for Dansk Byggeri Hovedstaden Mads Raaschou.