M+: Driften lander på plus 170 mio. kr., men årets resultat er historisk sløjt

M+-koncernens årsregnskab er påvirket af både krig, inflation, stigende renter og af stifter Michael Antitsch Mortensens pludselige død i januar 2022. Årets resultat er også negativt påvirket af Flügger. Driftsresultatet er godkendt.
Bestyrelsesformand i M+-koncernen, Bettina Antitsch Mortensen, forventer, at 2023 fortsat vil være påvirket af en række usikkerhedsfaktorer.
Bestyrelsesformand i M+-koncernen, Bettina Antitsch Mortensen, forventer, at 2023 fortsat vil være påvirket af en række usikkerhedsfaktorer.

M+ Ejendomme, Hybel og Stenhøj Husene har gjort det – efter omstændighederne – godt i 2022, mens medejerskabet af Flügger trækker ned i årsregnskabet for ejendomskoncernen M+. Trods stifter Michael Antitsch Mortensens pludselige død i slutningen af januar 2022 er koncernens resultat ‘meget tilfredsstillende’, lyder det fra bestyrelsesformand i M+ koncernen Bettina Antitsch Mortensen.

– M+ Ejendomme bidrager med et driftsresultat på 108 mio. kr., og Hybel og Stenhøj Husene bidrager med et driftsresultat på 60 mio. kr. Det er meget tilfredsstillende, når man tager markedsvilkårene i betragtning, siger Bettina Antitsch Mortensen og tilføjer, at resultatet af den ordinære drift på 170 mio. kr. flugter med de forventninger, selskabet meldte ud i begyndelsen af 2022.

Kort efter denne udmelding døde den driftige iværksætter og Bettina Antitsch Mortensens mand, Michael Antitsch Mortensen, hvilket betød, at M+ Ejendomme måtte gennemføre en større intern omstrukturering i koncernen for at sikre familiens fremadrettede ejerskab med Bettina Antitsch Mortensen i spidsen for bestyrelsen.

Det betød også, at Henrik Hansen i maj tiltrådte som ny adm. direktør. Han kom fra en stilling som direktør for Udvikling Vest hos Casa, som Michael Antitsch Mortensen var med til at stifte 2006.

Usikkerheder i 2023

Der er ikke frasolgt selskaber eller aktiviteter i forbindelse med omstruktureringen. Men på grund af bobehandlingen har det været nødvendigt at udlodde 240 mio. kr. i udbytte for at kunne betale skatter og arveafgifter.

– Udover at håndtere min mands tragiske bortgang, har 2022 også været udfordrende for os i lighed med de øvrige danske virksomheder i bygge- og ejendomsbranchen. Den økonomiske situation har været præget af Ruslands invasion af Ukraine, inflation samt stigende renter. Alligevel har M+ koncernen fremlagt et regnskab med et driftsresultat, der lever op til vores oprindelige forventninger. Det er vores vurdering, at 2023 fortsat vil være påvirket af en række usikkerhedsfaktorer. Til trods for disse usikkerheder forventer vi, at M+ koncernen i 2023 vil realisere et resultat af den ordinære drift i niveauet 125-150 mio. kr., siger Bettina Antitsch Mortensen.

Bag M+' netop offentliggjorte årsregnskab ligger et vanskeligt år, der dog lever op til de forventninger, selskabet meldte ud i begyndelsen af 2022.
Bag M+’ netop offentliggjorte årsregnskab ligger et vanskeligt år, der dog lever op til de forventninger, selskabet meldte ud i begyndelsen af 2022.

Flytter i nyt domicil

Både Hybel og Stenhøj Husene er i 2022 blevet påvirket af de kraftigt stigende materialepriser, som kombineret med store rentestigninger førte til opbremsning i efterspørgslen efter nye enfamilieshuse og sommerhuse.

– Hybel har dog kunnet fastholde strategien med at være landsdækkende med fire afdelinger, siger Bettina Antitsch Mortensen, der glæder sig til, at Hybel kan tage et nyt domicil i brug i maj.

Til den negative side trækker selskabets 28,2 pct.’s ejerskab af den børsnoterede malingproducent Flügger ned i koncernens samlede resultat. Det skyldes kursudviklingen i Flüggers aktie i 2022.

Relateret indhold