Lønningerne i bygge og anlæg stiger mest

Bygge- og anlægsbranchen oplever de største lønstigninger i ny statistik fra Dansk Arbejdsgiverforening. Som forventet, lyder det fra Dansk Byggeri.
Lønningerne afspejler nu den mangel på arbejdskraft, som mange i bygge- og anlægsbranchen oplever. Foto: Thøger Raun.
Lønningerne afspejler nu den mangel på arbejdskraft, som mange i bygge- og anlægsbranchen oplever. Foto: Thøger Raun.

– Byggeriet er meget følsomt over for konjunkturer. Efter nogle år med solidt opsving, ligger bygge- og anlægsbranchens lønstigninger nu højest blandt hovedgrupperne på det private arbejdsmarked. I årene lige efter finanskrisen gjorde det stik modsatte sig gældende, siger Bo Sandberg, cheføkonom i Dansk Byggeri.

De nye DA-tal for lønudviklingen viser et markant løft i lønstigningerne inden for byggeriet. Det er første gang i ni år, at den årlige lønstigningstakt er over tre procent.

– Efter at have svinget inden for et forholdsvis snævert bånd på mellem 2,3 og 2,8 procent i de seneste tre år, er byggeriets årlige lønstigning nu vokset til hele 3,3 procent. Det var ventet, at der ville komme et sådant lønhop på et tidspunkt. Vi har haft opsving i byggeriet i tre-fire år, og lønningerne reagerer typisk med en vis forsinkelse. Det afgørende er nu, om lønstigningerne stabiliserer sig på det nye niveau omkring tre procent om året, eller om de accelerer yderligere, siger Bo Sandberg.

Mangel på medarbejdere slår igennem

Lønstigningerne i byggeriet er en konsekvens af markedskræfterne, men de skyldes også, at virksomhederne har fået sværere ved at skaffe de kompetente medarbejdere, de har brug for.

– De nye tal for lønudviklingen understreger, at der er behov for, at både den indenlandske og udenlandske arbejdsstyrke vokser. Det er nødvendigt for at holde opsvinget på sporet, så det ikke løber løbsk. Det kunne for eksempel ske ved at udfase efterlønnen hurtigere end planlagt og at sænke beløbsgrænse i den såkaldte beløbsordning for udenlandsk arbejdskraft, siger Bo Sandberg.

Meget overarbejde i 2. kvartal

Dansk Byggeri mener, at der også er en mere teknisk forklaring på det markante lønhop i byggeriet i 2. kvartal.

– Dels er 2. kvartal typisk den periode, hvor der gennemføres lokale lønforhandlinger, og dels er det især genebetalinger for overarbejde, der slår igennem, snarere end det er grundlønnen, der stiger. Faktisk skiftede effekten af genebetalinger fortegn fra 1. til 2. kvartal og bidrager nu med 0,2 procentpoint til lønstigningen, fordi der var meget overarbejde i 2. kvartal. Det er et udtryk for, at byggeriet har svært ved at skaffe folk og derfor må trække mere på det eksisterende mandskab, siger Dansk Byggeris cheføkonom Bo Sandberg.

Det afgørende er nu, om lønstigningerne stabiliserer sig på det nye niveau omkring tre procent om året, eller om de accelerer yderligere.

Relateret indhold