Lille plus på hjemmemarkedet

Dansk økonomi befinder sig i ingenmandslandet mellem krise og opsving. Byggeriet ligger dog pænt med år-til-dato vækst på 7,0 pct.
Når byggeriets omsætning er steget mere end beskæftigelsen, skyldes det, at virksomhederne har kunnet håndtere den stigende aktivitet med den eksisterende bemanding, siger cheføkonom Bo Sandberg. Foto: Ricky John Molloy.
Når byggeriets omsætning er steget mere end beskæftigelsen, skyldes det, at virksomhederne har kunnet håndtere den stigende aktivitet med den eksisterende bemanding, siger cheføkonom Bo Sandberg. Foto: Ricky John Molloy.

Ifølge Danmarks Statistik landede bygge- og anlægsbranchens omsætning på hjemmemarkedet i de første syv måneder af 2014 på 108,2 mia. kr.

– I perioden har byggeriet omsat for 7,1 mia. kr. mere end i de tilsvarende måneder 2013. Det er en pæn stigning på 7,0 pct. Det har samtidig muliggjort en midlertidig beskæftigelsesstigning på ca. 3 pct. i 2014 til dato. Dansk Byggeri forventer dog, at beskæftigelsen falder igen i 2015, som følge af udfasning af især Boligjobordningen, siger Bo Sandberg, cheføkonom i Dansk Byggeri, og fortsætter:

– Når byggeriets omsætning er steget mere end beskæftigelsen, skyldes det, at virksomhederne har kunnet håndtere den stigende aktivitet med den eksisterende bemanding. Bygge- og anlægsbranchen har i 2014 været begunstiget af både Boligjobordning og vejrguder i form af mild vinter og de midlertidige effekter fra stormskader og skybrud. Det slår nu klart igennem i omsætningsstatistikken, hvor der i nogle af de tidligere måneder har været slør i statistikken pga. forlængede momsindberetningsfrister for de små virksomheder, siger han.

Stigning svarer til inflation

Vender man blikket mod den samlede indenlandske omsætning i erhvervslivet, så er der ikke i omsætningstallene tegn på, at hjemmemarkedet for alvor er ved at træde i karakter, omend 2014 til dato ser bedre ud, end tilfældet var for en måned siden.

– I de første syv måneder af 2014 steg den nominelle omsætning med 0,9 pct. i forhold til tilsvarende periode sidste år. Når vi trækker inflationen på ca. 0,6 pct. fra, er der reelt tale om en mikroskopisk fremgang på 0,3 pct., siger Bo Sandberg.

Relateret indhold