Lidt flere i beskæftigelse

Konjunkturbarometret for byggeri og anlæg viser svag fremgang, oplyser Dansk Byggeri.
Konjunkturbarometret viser svag fremgang inden for byggeri og anlæg. Foto: Colourbox.
Konjunkturbarometret viser svag fremgang inden for byggeri og anlæg. Foto: Colourbox.

Danmarks Statistik har nu udarbejdet konjunkturbarometret for den sidste måned af 2015, og traditionen tro har Dansk Byggeri været i gang med at analysere lidt på tallene.

Det oplyses, at konjunkturbarometret for bygge og anlæg er i december 2015 er opgjort til minus 7 mod minus 8 i november og minus 12 i efterårsmånederne september og oktober. Tallene er korrigeret for normale sæsonudsving.

– Der er tale om en svag forbedring af det sammensatte konjunkturbarometer. Virksomhedernes forventninger til beskæftigelsen i vintermånederne i forhold til efterårsmånederne er noget bedre, mens virksomhederne forventer, at ordrebeholdningen er på næsten samme niveau, siger chefanalytiker Finn Bo Frandsen, Dansk Byggeri, i en pressemeddelelse. Han forklarer:

– En overvægt af virksomheder med 10 procent af beskæftigelsen i bygge- og anlægsbranchen vurderer, at beskæftigelsen vil stige i december-februar i forhold til september-november, når der ses bort fra de normale sæsonudsving.

Lille forbedring

– Bygge- og anlægsvirksomhedernes vurderinger af ordrebeholdningen er minus 24 ved udgangen af november. Virksomheder med 24 procent af beskæftigelsen i bygge- og anlægsbranchen vurderede altså i slutningen af november 2015, at ordrebeholdningen ikke var tilstrækkelig. På samme tidspunkt året før var det tal minus 28 procent, så også her er der en lille forbedring, siger Finn Bo Frandsen.

Ifølge Dansk Byggeri er produktionsbegrænsninger på grund af mangel på arbejdskraft aftaget. I december melder virksomheder med 14 procent af beskæftigelsen om mangel på arbejdskraft mod virksomheder med 17 procent i oktober. Ifølge Danmarks Statistik gælder mangel på arbejdskraft især specialister.

Ikke så alvorligt

Der er derimod tale om et højere niveau end for et år siden, hvor det var virksomheder med 10 procent af beskæftigelsen, der manglede arbejdskraft.

– I vores nabolande er der mange, der gerne vil arbejde i bygge- og anlægsbranchen i Danmark. Det betyder, at arbejdsstyrken her i landet er meget stor, når det kommer til stykket, og derfor er der ingen grund til at ryste på hånden over, at niveauet er højere end for et år siden, siger Finn Bo Frandsen og tilføjer:

– I december melder virksomheder med 6 procent af beskæftigelsen i bygge- og anlægsbranchen om begrænsninger på grund af finansielle forhold. For et år siden var det 5 procent, og for to år siden var det 7 procent. Det tyder på, at der ikke er sket forbedringer af rammevilkårene.

Relateret indhold