Kultur skal der til – planen er klar for fremtidens Esbjerg

Den 65 sider lange plan er et stort idékatalog til, hvordan Esbjerg kan komme på landkortet som en spændende og attraktiv oplevelses- og kulturby.
Esbjerg er kendt for livet industrien tilknyttet havnen, men nu har mange hundrede esbjergensere deltaget i processen med at finde ind til kernen af byens nye fremtid som kultur- og oplevelsesby. Foto: Gettyimages.
Esbjerg er kendt for livet industrien tilknyttet havnen, men nu har mange hundrede esbjergensere deltaget i processen med at finde ind til kernen af byens nye fremtid som kultur- og oplevelsesby. Foto: Gettyimages.

Et energi science center, en havfestival, et opvarmet havnebad, et fiske- og madmarked på havnen, kunstner residences på havnen og en restaurant og udsigtstårn i toppen af skorstenen. Det er bare nogle af idéerne fra den nye masterplan og brandstrategi for Esbjerg by, som byrådet netop har haft på dagsordenen.

Masterplanen er resultatet af samarbejdet mellem Esbjerg Kommune, Business Esbjerg, Esbjerg Havn og Education Esbjergs for at finde en ny fælles fremtid for Esbjerg, der skal gøre byen mere attraktiv for nye indbyggere, de 72.000, der allerede bor i byen, og de mange gæster og turister, der hvert år besøger Esbjerg.

Der skal være noget efter fyraften

Borgmester Jesper Frost Rasmussen fortæller, at det har været en meget lærerig proces over det sidste halvandet års tid, hvor deltagerne har lært byen endnu bedre at kende:

– Der er rigtig mange spændende initiativer i den nye plan, som vi nu vil arbejde videre med, siger han og fortsætter:

– På erhvervssiden har vi har haft stor succes med at brande Esbjerg som Danmarks EnergiMetropol, hvilket blev meget tydeligt med det europæiske topmøde North Sea Summit, der netop er afviklet i Esbjerg. Men markedsføringen af Esbjerg som EnergiMetropol har ikke fået flere til at flytte til byen.

Derfor skal der mere til end et meget stærkt erhvervsliv og masser af arbejdspladser, siger han:

– Der skal også være noget at tage sig til, når man har fyraften. Det er blevet meget tydeligt på de mange workshops, som flere hundrede esbjergensere har deltaget i, og derfor er oplevelser og kultur det, vi satser på de næste mange år, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen.

Arbejdet med at få ført idéerne ud i livet kommer til at ligge hos et helt nyt hold. Puslespillet for den nye organisering er ved at blive lagt og forventes offentliggjort inden sommerferien.

Relateret indhold