Den nye udbudslov har efterhånden affødt en del kommentarer fra forskellige aktører, og blandt dem finder man Kuben Management. I en pressemeddelelse sætter de fokus på et punkt, der kan komme til at skabe konflikter.
Loven indeholder således en helt ny og banebrydende bestemmelse (§ 185. stk. 2), som, mener de, risikerer at få store konsekvenser. I den forbindelse nævnes både stigende konfliktmiljø, stigende udgifter til advokatbistand, stigende transaktionsomkostninger, risiko for manglede tillid til offentlige kontrakter og stigende priser (risikotillæg).
Ifølge lovens § 185 stk. 2 vil ordregiver – medmindre der er tale om særlige tilfælde – være forpligtet til bringe en indgået kontrakt til ophør, hvis en tildelingsbeslutning efterfølgende annulleres ved Klagenævnet for Udbud eller domstolene. Bestemmelsen er endda ikke reserveret til grove overtrædelser, men gælder som et udgangspunkt. Og praksis viser ifølge Kuben Management, at selv ganske påpasselige ordregivere trods de bedste intentioner risikerer, at en tildelingsbeslutning annulleres.
Stigende konfliktniveau
Det pointeres, at bestemmelsen vil være et opgør med det helt grundlæggende aftaleretlige princip om, at aftale skal holdes. Traditionelt har kontrakten ellers været “hellig” ved ordregivers overtrædelser af gældende udbudsregler. Den vindende tilbudsgiver har derfor kunnet stole på kontrakten. Klagenævnets mulighed for annullation har alene været rettet mod ordregiverens ulovlige beslutning, ikke mod den indgåede kontrakt.
Med den nye bestemmelse vil en skuffet tilbudsgiver have en langt større interesse i at anlægge og forfølge klagesager, idet kontrakten kan komme i spil igen. Konfliktniveauet og antallet af klagesager ved Klagenævnet for Udbud risikerer derfor også at stige.
Dansk enegang
Lovens § 185, stk. 2 er motiveret af et ønske om en mere effektiv beskyttelse af den skuffede tilbudsgiver. Det kan være ønskeligt, men sker ifølge Kuben Management på bekostning af en i øvrigt velfungerende udbudskultur og hensynet til tilliden til offentlige kontrakter. De fremhæver således, at der i dag kun klages i meget få sager i Danmark i forhold den samlede mængde udbud, som gennemføres.
Kuben Management finder det i øvrigt ganske overraskende, at bestemmelsen ikke er at finde i det nye EU-udbudsdirektiv. Der er således tale om en dansk enegang på dette område, hvilket efter Kuben Managements synspunkt er en uhensigtsmæssig overimplementering.
Kuben Management har under lovens tilblivelse opfordret til at bløde op for bestemmelsen, således at den alene finder anvendelse ved grovere overtrædelser. Men det har de skuffet måttet konstatere ikke er sket.