Krav til byggeriet glæder Konstruktørforeningen

Fokus på renovering, loft over CO2-udledninger og krav om livscyklusvurderinger er godt nyt, set med Konstruktørforeningens øjne.
Den nuværende næstformand Kirsten Nielsen er valgt som ny formand i KF. Foto: Nicolai Perjesi.
Den nuværende næstformand Kirsten Nielsen er valgt som ny formand i KF. Foto: Nicolai Perjesi.

Aftalen om en ny strategi for bæredygtigt byggeri, som Folketinget indgik 5. marts, hilses velkommen af Konstruktørforeningen.

– Aftalen om den nye strategi er i sin helhed – med alle de indsatsområder der indgår – en god hjælp på vejen til et bæredygtigt byggeri. Vi glæder os til at komme i gang med at føre den ud i livet, siger formand for Konstruktørforeningen (KF) Kirsten Nielsen.

Formålet med den nye strategi for bæredygtigt byggeri er at gøre byggeriet mindre klimabelastende og samtidig stille Danmark og den danske byggebranche stærkt i den grønne omstilling.

Glad for CO2-loft, LCA og renovering

Kirsten Nielsen glæder sig især over to ting i aftalen:

– KF hæfter sig særligt ved, at der for nybyggeri indføres loft over CO2-udledninger og krav om livscyklusberegninger allerede fra 2023, og at kravene til CO2-loftet gradvist øges i de kommende år frem mod en fuld indfasning i 2030. Derved har aftaleparterne lyttet til branchen, og det skal de have tak for.

Hun er også glad for, at renovering har fået mere opmærksomhed.

– Forhandlingerne om strategien har heldigvis ført til, at aftalen nu også rummer et stærkere fokus på renovering af den eksisterende bygningsmasse. Det er efter KF’s mening uhyre vigtigt og derfor særlig positivt, at også renoveringer opfattes som en vej til en lavere CO2-belastning fra byggeriet, og at klimabelastninger fra den enkelte renovering beregnes.

Savner uddybninger

Alt er dog ikke lutter lagkage for Kirsten Nielsen, der savner en nærmer præcisering af visse elementer.

– Jeg kan ikke umiddelbart se, hvordan man vil sikre, at Danmark har de nødvendige kompetencer til den grønne omstilling af byggeriet. Jeg savner også en nærmere beskrivelse af, hvordan det påtænkte koordineringsudvalg for bæredygtigt byggeri skal sammensættes, og hvordan man vil finansiere forskellige understøttende initiativer som for eksempel et videnscenter for bæredygtigt byggeri og en offentligt tilgængelig vidensplatform.

Endelig lyder der i bedste formandsstil en opfordring til, at Folketinget gør brug af Konstruktørforeningens viden.

– Vi er at finde i alle led og alle faser af byggeriet, i alle byggeriets delbrancher og i hele byggeriets levetid. Så vi har en særlig viden, der kan styrke den grønne omstilling. Vi ser frem til at indgå i den videre dialog med politikerne om de uddybninger af strategien, der skal få de gode ideer frem i lyset og få strategien gennemført.

Relateret indhold