Der er mindre i lønningsposen hos kvindelige bygningkonstruktører end hos deres mandlige kolleger. Det skriver Konstruktørforeningen på deres hjemmeside.
Bygningskonstruktørernes faglige organisation har lavet et udtræk af deres lønstatistikker, og heraf fremgår det, at kvinderne i gennemsnit får 3,4 procent mindre i løn. Mens en mandlig bygningskonstruktør i snit får 48.247 kroner om måneden, får hans kvindelige kollega kun 46.621 kroner om måneden.
– Det overrasker mig faktisk, at vi i 2020 stadig har et efterslæb på kvinders løn. Det er et resultat, som ærgrer mig, eftersom kvinderne udfører nøjagtigt det samme arbejde som mændene og i samme høje kvalitet, siger Konstruktørforeningens næstformand Kirsten Nielsen om tallene.
Forskellen i det private er på næsten 6 procent, og i entreprenørbranchen er forskellen i gennemsnit på 9,6 procent. I det offentlige er forskellen “blot” 2,2 procent.