De Konservatives ordfører Brian Mikkelsen understreger i forbindelse med partiets sommergruppemøde, at de vil udstede en garanti for, at virksomheder op til 20 medarbejdere, og det er omkring 90 procent af alle danske virksomheder, ikke udsættes for nye regler og omkostninger de kommende fire år.
– Virksomhederne skal være i fred og ejerne koncentrere sig om deres virksomheder og ikke på, hvad det offentlige kræver af dem, sagde Brian Mikkelsen til Dagens Byggeri
Hørt før
Dagens Byggeri peger på, at det er noget, man har hørt før og vil vide, hvad der er forskellen fra nu til efter det konservative udspil.
– Forskellen er, at vi nu gennemfører det. Vi vil stille det som et krav og et ønske til forhandlingerne om 2025-planen. Virksomhedsejerne skal have fred til at passe deres virksomhed og ikke alt det, som staten kræver. Det vil skabe så meget bedre vilkår, at de oplever fremgang, udvikler sig og ansætter flere, sagde Brian Mikkelsen.
Byggesektoren
Direkte adspurgt om vilkårene i byggesektoren sagde De Konservatives ordfører:
– Vi skal først og fremmest sørge for, at der ikke sættes en stopper for alle anlægsopgaver, og vi vil fortsætte med boligjobordningen, der jo er en konservativ opfindelse. Og så vil vi generelt sørge for gode vækstvilkår i stedet for at binde dem ind i alle mulige tåbelige regler, slutter Brian Mikkelsen.