Travlhed og manglende professionalisme fik ledelsen i virksomheden Egen Vinding & Datter til i 2020 at miste overblikket, så der ikke var penge nok i kassen til alle kreditorer. Det førte til en nylig konkursbegæring fra Skat.
Sådan lyder forklaringen på konkursen fra virksomheden selv.
– Vi havde for travlt og mistede overblikket, og så kom vi i likviditetsproblemer. Trods vores navn glemte vi at fokusere nok på at tjene penge, og så går det galt, fortæller den tidligere bestyrelsesformand for den fondsejede virksomhed, Kaj Drewes, til Dagens Byggeri.
Det gamle selskab skiftede i slutningen af november navn til “Selskabet af 30.11.2020 ApS”, for på den måde at frigive det oprindelige navn. Og nu har et nyt selskab med navnet “Egen Vinding & Datter ApS” købt alle aktiviteterne. Den betingede købsaftale indebærer, at alle medarbejdere, igangværende projekter samt kontraktunderskrevne fremtidige projekter flyttes over i det nye selskab.
Ifølge Kaj Drewes – der er indsat som direktør i det nye selskab – er virksomheden genopstået med en ny ledelseskonstruktion og en mere professionel forretningsplan, hvor bæredygtige løsninger og materialer til byggeriet fortsat er i fokus.
– Virksomheden er i dag styrket, og vi har stram fokus på rentabel drift, så vi kan komme videre med vores mange gode projekter. Samtidig har vi bevaret al viden og knowhow hos medarbejderne, der er flyttet med over. Desuden barsler vi med en ny satsning på miljøvenlig maling, hvor vi snart er klar med en ny webshop. Vi fortsætter også projekterne med “De skæve boliger”, efterisolering af ældre boliger og meget andet, fortæller Kaj Drewes.
Egen Vinding & Datter stod for et par år siden bag udviklingen af projektet “Det Åndbare hus” med støtte fra Miljøministeriets miljøteknologiprogram og Realdania. Det Åndbare Hus er et testhus bygget i Ringsted, som indgår i et udviklingsprojekt, hvor målet er at dokumentere, at man kan skabe et godt indeklima og samtidig sikre en meget lav belastning af miljø og ressourcer.