Propperne blev slået af champagneflaskerne på standplads A-1012, hvor tag- og facadefirmaet komproment i disse dage huserer under Byggeri 18-messen. Årsagen til den gode stemning er, at de lige før havde vundet Byggeriets Miljøpris.
De har vundet prisen for en ny strategi, hvor de fokuserer på, at det byggeri, de indgår i, skal kunne genanvendes, når det har udtjent sin funktion i byggeriet. Den nye strategi har ikke tidligere været et stort fokusområde, men er blevet det mere eller mindre tilfældigt.
– Vi sad i en abejdsgruppe, hvor vi blev presset til at være mere ambitiøse med princippet omkring Cradle to Cradle. Vi begyndte at tænke det ind i vores forretning, og vi har nu sørget for at alle vores produkter er certificerede, siger Mads Røge, der er chef for CSR og miljø.
De nye tiltag er blevet velmodtagede af arkitekter og bygherrer, og det har ifølge Mads Røge åbnet nogle døre for virksomheden, som ikke tidligere var på programmet for den nordjyske virksomhed.
– Der er jo rigtig mange, der gerne vil være med på den her bølge. Der er rigtig mange, der gerne vil sige, at de laver bæredygtigt byggeri. Det er en sindssygt god fortælling at connecte til, og det gør altså bare, at vi sidder med ved nogle borde, hvor vi ikke sad før, siger Mads Røge.