– Vi har siden begyndelsen vidst, at vores tegnestues identitet skal skabes sammen med vores projekter gennem vores daglige handlinger, lyder det fra adm. direktør Mikkel Westfall ifm., at tegnestuen clementwestfall skifter navn til ACT Architects.
– Vi har igennem det seneste halvandet år arbejdet med faglighed, disciplin, æstetik og kvalitet som vores vigtigste værdier i de projekter, vi bidrager til. Derfor skifter vi nu navn til ACT Architects, siger han og uddyber:
– En tegnestue, hvor vi gør os umage for at skabe tidløs arkitektur, der er bygget ansvarligt med bæredygtighed i fokus, som vi kan være stolte af, og går i arv til generationerne efter os.
Ny partner og medejer
Tegnestuen har i dag 15 medarbejdere og projekter inden for byudvikling, en række boligprojekter i og omkring København samt flere transformationsprojekter i Carlsbergbyen, Østerfælled Torv på Østerbro samt revitaliseringen af Ferring Tårnet i Ørestad i København.
Læs også: Mere grønt til Aarhus Ø: Midlertidig bypark forlænges
Siden opstarten har Natasja Cornelius været del af tegnestuen, og ifm. med navneskiftet bliver hun nu en del af ejerkredsen, der består af Lene Foder samt de to stiftere, Nina Clement og Mikkel Westfall.
– Jeg er meget glad for at blive en del af ejerkredsen bag ACT Architects. Der er ingen tvivl om, at vi er i en spændende udvikling, og jeg ser frem til at fortsætte med at tage del i både de mange gode projekter, vi har i gang, og dem, der kommer – nu som partner og medejer, siger hun.
Læs også: Rådgiver-team skal indfri høje ambitioner på Ny Psykiatri i Viborg
Mikkel Westfall siger:
– Vi er bygget af dygtige mennesker, der brænder for faget og dedikerer sig til hvert enkelt projekt. Det må man i høj grad sige, gør sig gældende med Natasja. Hun har sat et vigtigt aftryk på hvert enkelt af de projekter, hun har taget del i, og derfor er vi glade for, at hun nu bliver en endnu større del af fremtiden for ACT Architects.