København udvider brugen af sociale klausuler

Københavns Kommune har i flere år stillet krav om lærlinge ved anlægsudbud af egne projekter, og nu skal brugen af de sociale klausuler udvides.
Nordhavn skal forbindes med Helsingørmotorvejen, og det store anlægsprojekt har resulteret i 27 lærlingeårsværk. Foto: Colourbox.
Nordhavn skal forbindes med Helsingørmotorvejen, og det store anlægsprojekt har resulteret i 27 lærlingeårsværk. Foto: Colourbox.

Sociale klausuler i København

  • Københavns Kommune har i sin Indkøbspolitik 2014-2018 forpligtet sig til at stille en række sociale og etiske krav i forbindelse med indkøb af varer, tjenesteydelser og bygge-/anlægsydelser. Det drejer sig bl.a. om krav vedr. menneskerettigheder, ligestilling, ikke-diskrimination, miljø og antikorruption. For køb af tjenesteydelser og bygge-/anlægsydelser stilles desuden krav om danske løn- og ansættelsesvilkår for arbejdstagere (arbejdsklausul) og krav om beskæftigelse af praktikanter og udvalgte grupper af ledige (social klausul). Kravene indgår som en del af Københavns Kommunes indsatser for at mindske social dumping og sikre flere praktikpladser.

Det store anlægsprojekt Nordhavnsvej er et af de steder, hvor Københavns Kommune har haft succes med at stille krav om lærlinge, da udbuddet foregik. Projektet til 2,8 milliarder kroner, som skal skabe direkte forbindelse mellem Helsingørmotorvejen og Nordhavn, har kastet 27 lærlingeårsværk af sig, og den succesfulde model skal nu også bruges andre steder i kommunen, hvis det står til teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL), som vil have ordningen udvidet.

– Når vi kan stille krav om lærlinge i egne anlægsprojekter, bør vi også gøre det samme, når vi yder kommunal støtte til eksterne projekter. Hvert år støtter vi den almene boligsektor med rigtig mange millioner kroner, når vi i samarbejde forsøger at skabe et København for alle. I den forbindelse bør vi også stille krav om lærlingepladser, som vi gør det i vores egne projekter, så vi får skabt praktikpladser for alle, siger Morten Kabell i en pressemeddelelse.

Når vi kan stille krav om lærlinge i egne anlægsprojekter, bør vi også gøre det samme, når vi yder kommunal støtte til eksterne projekter.

Morten Kabell Teknik- og miljøborgmester, Københavns Kommune

Gode erfaringer

Erfaringerne fra store anlægsprojekter er gode, og de sociale klausuler er blevet taget godt imod af bygge- og anlægssektoren, for eksempel i forbindelse med projektet Nordhavnsvej. I øjeblikket har Københavns Kommune en ubrugt bevilling på 340 millioner kroner, og med de nuværende bevillinger til at støtte almene boliger svarer det til, at kommunen vil bringe de sociale klausuler i spil på anlægsprojekter til en samlet værdi af mindst 3,4 milliarder kroner.

Tiltaget bakkes op af landets største forbund, 3F:

– Vi hilser med stor tilfredshed velkommen, at Københavns Kommune vil udvide brugen af sociale klausuler til også at gælde den almene boligsektor. Det sikrer flere praktikpladser til unge og bidrager dermed til at løse udfordringen med den fremtidige mangel på faglærte, siger forbundssekretær i 3F, Søren Heisel.

De sociale klausuler er netop blevet vedtaget af teknik- og miljøudvalget.

Relateret indhold