København renoverer for 290 millioner kroner

Flertallet bag Københavns budget for 2016 har indgået en politisk aftale, der inkluderer renoveringer for 290 millioner kroner og byggeri for 163 millioner kroner.
Københavns Kommune har vedtaget renoveringer for 290 millioner kroner. Foto: Colourbox.
Københavns Kommune har vedtaget renoveringer for 290 millioner kroner. Foto: Colourbox.

Partierne bag Københavns Kommunes budget for 2016 betyder, at der skal foretages renoveringer for 290 millioner kroner. Politkerne har afsat 141,5 mio. kr. til en helhedsrenovering af Hyltebjerg skole i Vanløse, lige som der er afsat 132 mio. kr. til renovering af Thorupgården på Nørrebro – botilbud for voksne med psykiske lidelser. Kulturinstitutionen Huset KBH skal renoveres for 36,1 mio. kr., og derudover har kommunen afsat 5,2 mio. kr. til at pcb-forsegle en bygning på Gasværksvejens Skole.

Der er også afsat en restfinansiering på 153,3 millioner kroner til opførelsen en skøjtehal på Østerbro, lige som der skal bruges godt 2 millioner kroner på at reparere klatretårn og skaterrampe i Fælledparken samt renovere pieren ved Svanemøllestrand. Desuden vil kommunen også bruge 10,5 millioner kroner til at sikre, der bygges nye almene boliger, der kan erstatte de boliger, som flygtninge flytter ind i.

Aftalen er udtryk for rettidig omhu, hvor vi får renoveret en del af kommunens egne bygninger i stedet for at bygge en masse nyt og fancy.

Jakob Næsager Gruppeformand, Konservative

Nødvendig aftale

– Det her er en helt nødvendig aftale for København. Nu sikrer vi, at der er økonomi til at modtage de flygtninge, som kommer til København og skal integreres i vores by. Jeg er særlig glad for den del af aftalen, der handler om, at vi sammen med de almene selskaber finder boliger til flygtningene rundt om i byen – og samtidig får bygget nye almene boliger som erstatning for de boliger, som flygtningene flytter ind i, siger overborgmesteren Frank Jensen.

Aftalen er indgået mellem de syv partier bag det seneste budgetforlig: Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre, Venstre, SF, Dansk Folkeparti, Konservative og Liberal Alliance, og partierne har også aftalt at sætte penge af til at undersøge mulighederne for at bygge en helt ny skole i Kødbyen, til at undersøge mulighederne for at udvide skolekapaciteten i den indre by og til at undersøge muligheden for at bygge en ny skole på den kommunale grund på Amager Strandvej 3 på Nordøstamager.

– Aftalen er udtryk for rettidig omhu, hvor vi får renoveret en del af kommunens egne bygninger i stedet for at bygge en masse nyt og fancy, siger gruppeformand Jakob Næsager (K)

Samme toner lyder der fra Venstre:

– Det er rettidig omhu at afsætte penge til renovering af vores skoler, siger børne- og ungeborgmester Pia Allerslev.

Relateret indhold